Gå til hovedindhold

Restaurationer og alkoholbevilling

Her finder du Greve Kommunes forskrift for indretning og drift af restaurationer samt information om alkoholbevilling.

Indhold

    Forskrift for indretning og drift af restaurationer

    Forskriften er udarbejdet for at sikre klare regler og forebygge naboklager.

    Den beskriver, hvilke forhold restaurationer skal efterleve for at minimere gener som støj og lugt i naboområdet.

    Restaurationer er virksomheder, der forarbejder og tilbereder mad, f.eks.: restauranter, værtshuse, caféer, cafeterier, diskoteker, kaffebarer, pizzeriaer, grillbarer, slagtere, fiskehandlere, takeaways og lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder. I forskriften er der beskrevet krav til lydisolation og musikanlæg i restaurationer.

    Forskriften blev godkendt på byrådsmødet den 3. marts 2009 og trådte i kraft den 1. maj 2009. Du kan læse forskriften under dokumenter nederst på denne side.

    Hvis du har spørgsmål til forskriften, er du velkommen til at kontakte Center for Politik, Organisation og Borgerbetjening i Greve Kommune.

    Alkoholbevilling

    Virksomheder, der serverer stærke drikke, herunder øl og vin, skal have en alkoholbevilling.

    Bevillingen kan, som hovedregel, kun gives til personer, der opfylder følgende betingelser.

    • Er fyldt 25 år (dog kun 23 år hvis ansøgeren har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og restaurationsfaget)
    • Der må ikke være forfalden gæld til det offentlige på kr. 50.000 eller derover
    • Ikke er umyndiggjort eller under værgemål efter værgelovens § 5
    • Ikke har udvist en sådan adfærd, at de ikke antages at ville drive virksomheden på forsvarlig måde, restaurationslovens § 16, stk. 2 og 4

    Bevilling til selskaber, foreninger og lignende kan kun gives, hvis følgende betingelser er opfyldt.

    • Der må ikke være forfalden gæld til det offentlige på kr. 50.000 eller derover

    • Direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i restaurationslovens § 13, stk. 1 nr. 2 og 3

    • Der ikke foreligger forhold, som efter restaurationslovens § 16, stk. 1, 2 og 5 er til hinder for meddelelsen af bevilling

    I øvrigt henvises til Bekendtgørelse af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. LBK nr. 692 af 5. juli 2019.

    Bevillingsnævnet giver i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi alkoholbevillingen.

    Midlertidige alkoholbevillinger gives af Politiet.

    Ansøgning om ny eller forlængelse af eksisterende alkoholbevilling skal sendes til Politigården i Roskilde, Skovbogade 3, 4000 Roskilde eller email: mvsj-bevilling@politi.dk

    Ansøgningsskema kan hentes på Politiets hjemmeside om alkoholbevillinger.

    Vær opmærksom på, at ved ansøgninger til ny etableret restaurationsvirksomhed eller hvis driftsformen eller størrelse af virksomheden ønskes væsentligt ændret (for eksempel spiserestauration til diskotek), vil der være krav om, at der sammen med ansøgningen fremsendes et detaljeret projekt, der redegør nærmere for såvel de indretningsmæssige som driftsmæssige forhold.

    Politiet fremsender ansøgningen med en indstilling til Greve Kommune, som træffer den endelige afgørelse.

    Den almindelige lukketid for restauranter i Greve Kommune er fra kl. 02:00 til kl. 05:00. Ønsker man at have længe åbent, skal der søges en dispensation fra lukketid (nat-tilladelse) hos Midt- og Vestsjællands Politi.

    Spørgsmål omkring alkoholbevillinger m.m.

    Politigården i Roskilde
    Tilladelses- og bevillingskontoret
    Skovbogade 3
    4000 Roskilde
    Tlf. 46 35 14 48
    Email: mvsj-bevilling@politi.dk

    Sidst opdateret: 14. november 2023

    Dokumenter

    Kontakt

    Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97