Genoptræning
Du kan få tilbud om genoptræning, hvis du har været til behandling på sygehus, eller har et fald i dit funktionsniveau.
Information om genoptræning
Hvis du har været til behandling på sygehuset og har fået en henvisning i form af en genoptræningsplan, kan du få kommunal genoptræning (Sundhedsloven § 140). Du kan også blive visiteret til genoptræning af Greve Kommunes visitatorer, hvis du oplever et pludseligt fald i dit funktionsniveau (Serviceloven § 86, stk.1).
Formålet med genoptræningen er, at du så vidt muligt genvinder tabte funktioner, så du igen kan klare dagligdagens gøremål og derved højne din livskvalitet.
Alle genoptræningsforløb tager udgangspunkt i det enkelte individ, og forløbets længde og indhold varierer derfor efter den enkeltes fysiske og psykiske ressourcer.
Hvis du har været indlagt på sygehuset eller været til ambulant behandling, kan lægen på sygehuset vurdere, at du skal have genoptræning. Ifølge Sundhedslovens § 84 har du dermed ret til en genoptræningsplan.
Sygehuset sender genoptræningsplanen til Greve Kommunes Træningsenhed, som herefter kontakter dig enten telefonisk eller via e-boks inden for fire dage og ellers bedes du kontakte os.
Klik her for at læse mere om Greve Kommunes Træningsenhed
Til den første aftale vil ergo- eller fysioterapeuten gennemgå genoptræningsplanen med dig og høre, hvordan det er gået siden udskrivelsen/behandlingen på sygehuset. Terapeuten vil i samarbejde med dig fastsætte mål for genoptræningsforløbet.
Hvis du oplever, at du ikke kan udføre de samme hverdagsopgaver, som du kunne udføre for nylig, har du mulighed for at få genoptræning. Du skal kontakte Visitationen, som vurderer, om du kan få bevilget genoptræning.
En visitator vurderer, om du har behov for genoptræning. Hvis du har det, får Træningsenheden besked, og du vil inden for 7 hverdage blive kontaktet.
Du vil blive tilknyttet en træningskoordinator, som i samarbejde med dig vil fastsætte mål for dit genoptræningsforløb.
Træningskoordinatoren taler med dig i starten, midten og slutningen af forløbet. Ved afslutningen af forløbet vil træningskoordinatoren hjælpe dig til at finde et relevant tilbud, du kan fortsætte med.
Der er flere ting, du selv kan gøre for at få et vellykket forløb:
- Møde op til aftalt tid, men hvis du er forhindret så giv besked hurtigst muligt.
- Undgå at melde afbud, så dit forløb bliver så sammenhængende som muligt.
- Lave dine hjemmeøvelser, det vil i høj grad fremme udviklingen i genoptræningen og øge dine fremskridt.
- Tænke positivt og bevare motivationen. I et genoptræningsforløb kan det gå det op og ned - motivationen er altafgørende.
Borgere, som modtager genoptræning efter sygehusindlæggelse, har ret til at vælge mellem Greve Kommunes genoptræningstilbud og træningstilbud hos andre kommuner.
Det er dog ikke muligt for Greve Kommunes borgere at vælge genoptræningstilbud, som andre kommuner tilbyder deres egne borgere via en ekstern leverandør.
En kommunes genoptræningsinstitution kan afvise at modtage borgere fra andre kommuner, hvis der ikke er plads nok.
Træningsenheden vil ved første kontakt informere om muligheden for at vælge frit mellem fagligt relevante genoptræningstilbud i bopælskommunen og i andre kommuner.
Har du en progressiv sygdom (en sygdom der er fremadskridende) har du mulighed for at få vederlagsfri fysioterapi på et hold i kommunen.
Der er fire kriterier, der alle skal være opfyldt:
- Du skal have en funktionsnedsættelse som følge af en progressiv sygdom.
- Tilstanden skal være varig (det er den, når det vurderes, at den vil vare mindst fem år).
- Du har en diagnose som på Sundhedsstyrelsens hjemmeside er klassificeret som en progressiv sygdom (se listen nederst på siden).
- Diagnosen er stillet af sygehusafdeling eller speciallæge i neurologi, reumatologi eller andet relevant speciale.
Hvis alle fire kriterier er opfyldt, skal du have en henvisning fra lægen til vederlagsfri fysioterapi og dernæst kontakte os på 43 97 34 10 kl. 8-11 for en opstartssamtale.