Gå til hovedindhold

Klimatilpasning ved Strandby Have

Klimatilpasningen i Greve Kommune er flere steder både et teknisk anlæg og en oplevelse med biodiversitet. En klasseudflugt til fx Strandby Have kan give en god forståelse af omfanget af fremtidens regnmængder.

Billede: Thomas Dahl

Vi får, grundet klimaforandringerne, mere og mere nedbør. Derfor har Greve Kommune lavet regnvandsbassiner flere steder, der skal opsamle den ekstra mængde vand, så det ikke går ud over byområderne.

Et af de bedste steder til en tur med elever fra alle klassetrin er det nye regnvandsbassin Strandby Have i Hundige, som opsamler regnvandet fra det omkringliggende boligområde. Udover at opsamle vandet, bliver det også renset, så padder, salamandere og andre dyr kan leve der, og biodiversiteten hermed øges.

Rensningen af vandet foregår i en container, der ligger lige ved siden af regnvandsbassinet, og som indeholder et såkaldt SCL-system. Dette sparer både plads og penge.

Ved et besøg i parken kan eleverne se de store vandmængder, vi skal kunne håndtere, hvilket giver en god mulighed for at snakke om klimaudfordringerne. Derudover kan man se det dyre- og planteliv, der er opstået, efter regnvandsbassinet er opført, og man kan have en snak om den øgede biodiversitet. Området er også gjort hyggeligt med gangbro, trædesten og salamanderplatform.

Anlægget er placeret ved Hundige Strandby tæt på Hundige station.

Man kan se en video, hvor regnvandsbassinet forklares i flere detaljer, her.

Sidst opdateret: 11. november 2024