Gå til hovedindhold

Selvbetjent åbningstid er tilbage

Greve Hovedbibliotek fortsætter med selvbetjent åbningstid og sætter ind for at undgå episoder med hærværk og utryghedsskabende grupper.

Indhold

    Den første april var der igen åbent i aftentimer og weekend på Greve Hovedbibliotek, sådan som der tidligere har været. Og i går besluttede byrådet, at borgere fortsat kan bruge biblioteket i ydertimerne. 

    Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Anne Marie Lyduch, er glad for, at biblioteket igen kan åbne helt for lånerne: 

    “Vi har et meget smukt og indbydende hovedbibliotek, og jeg er glad for, at vi igen kan tilbyde lånerne, at de kan bruge huset i den fulde selvbetjente åbningstid. Til gengæld vil vi fortsat ikke finde os i, at nogle få borgere ødelægger bibliotekets inventar og skaber utryghed for alle andre.”, siger hun. 

    Overvågning og flere mennesker 

    Plan- og Tryghedsudvalget har arbejdet med, hvordan biblioteket fremover kan forhindre hærværk og utryghedsskabende adfærd i den selvbetjente åbningstid: 

    “Vi har allerede nu bedre overvågning af biblioteket, og i fremtiden vil kommunens gademedarbejdere være mere på biblioteket, ligesom de lokale natteravnene skal kontaktes for at høre, om de også vil kigge forbi i aftentimerne. Desuden vil biblioteket bliver indrettet, så det er sværere at gemme sig, ligesom flere foreninger og klubber bliver opfordret til at bruge biblioteket til møder og aktiviteter i aftentimerne”, fortæller formand Marc Genning. 

    På længere sigt kan der også blive ændret på, hvem der kan blive lukket ind på biblioteket uden for den betjente åbningstid, ligesom byrådet vil undersøge, hvilke muligheder kommunen har for at gribe ind over for hærværkpersoner, der kan identificeres på kameraovervågningen. 

    Episoder med hærværk 

    I december besluttede byrådet at reducere den selvbetjente åbningstid på Greve Hovedbibliotek til og med marts, fordi der var mange episoder med hærværk og utryghedsskabende grupper.  

    Den første april åbnede biblioteket igen for selvbetjent åbningstid i aftentimer og weekender, og der har indtil videre ikke været episoder med hærværk eller utryghedsskabende adfærd. 

    Bibliotekets åbningstider: 

    Mandag - fredag: kl. 7-21 (med personale 10-17) 

    Lørdag: 7-17 (med personale 10-13) 

    Søn- og helligdage: 7-17 (uden personale) 

    Sidst opdateret: 18. april 2024

    Kontakt

    Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Send Digital Post (kræver MitID)