Kontakt
Center for Job & Socialservice
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Greve Kommune har succes med at få ukrainske flygtninge i arbejde.
En ny status fra Greve Kommune viser, at 83 % af de lokale jobparate ukrainere også er i beskæftigelse. Det er lidt flere end landsgennemsnittet, viser en aktuel status fra Greve Kommune.
Der bor nu 228 ukrainske flygtninge i den erhvervsaktive alder i kommunen, og af dem er 133 nu i ordinær beskæftigelse. Det svarer til, at 83 procent af de jobparate ukrainske flygtninge, arbejder.
Marc Genning, formand for Plan- og Tryghedsudvalget, roser de ukrainske flygtninge og det lokale erhvervsliv:
"De ukrainske flygtninge viser deres vilje til at blive en del af samfundet, og virksomhederne imponerer med deres engagement i at tage imod dem," siger han.
Næsten en tredjedel af de lokale ukrainere arbejder inden for bygge og anlæg, men der er også mange, som hver dag går på arbejde på rejsebureauer, som rengøringsassistenter, på hoteller og i servicebranchen.
Til gengæld er det svært for mange af de ukrainske flygtninge at skaffe sig en lejlighed, og derfor bor mange stadig i midlertidige boliger, men kommunen arbejder på at skaffe flere permanente løsninger.
Flere flygtninge på vej
Udlændingestyrelsen har varslet, at der kan komme op til 84 flere ukrainere til kommunen i den kommende tid. Flere af de nyankomne flygtninge kommer fra områder med kampe, hvilket sandsynligvis betyder, at flere vil være uarbejdsdygtige i nogen tid på grund af traumer og sundhedsproblemer.
Greve Kommune har modtaget 305 ukrainske flygtninge i alle aldre siden marts 2022.