Gå til hovedindhold

UDSOLGT! Plant et insektbed

Insektbede skaber med en meget lille indsats et mylder af liv på relativ lidt plads. Greve Kommune har fem klassesæt med frø til insektbede, det eneste I skal gøre er at finde et sted at plante dem.

  • Læs op

Praktisk information

Klassetrin: 1. – 9. klasse

Antal klasser: Der er fem klassesæt med 25 frøposer

Varighed: Hele klimahandledagen til flere dage

Fag: Alle er mulige

Hvad er aktiviteten

En af årsagerne til tabet af biodiversitet er fraværet af engområder og overdrev med næringsfattig jord og en stor diversitet af hjemmehørende blomster og urter, hvor særligt insekter kan finde næring. På jeres skole kan I være med til at løse det problem ved at lave et eller flere insektbede. Insektbede passer sig selv og eleverne kan år efter år følge med i den imponerende mængde insekter, det tiltrækker, og hvordan deres bed udvikler sig.

Greve Kommune søger fem klasser, som vil lave insektbede på deres skoler. Klassen får et sæt med 25 poser med en blanding af vilde og insektvenligt blomsterfrø og et par pjecer om, hvad man kan gøre for biodiversitet på sine arealer.

Et insektbed anlægges ved at finde et område på skolen, som kan vies til hjemmehørende blomster, urter og insekter. Derefter graves det øverste græslag væk – det er hårdt arbejde og kræver mange skovle. Hvis man vil kan man dække græstørvene med en presenning og efter et år er rødderne døde, og man kan fx bruge det til højbede.

Derefter kan man vende sand i jorden og på den måde gøre jorden mindre næringsrig – dette gør det sværere for græsset at tage over og nemmere for blomsterne at trives. Uanset om I bruger sand eller ej, er det en god ide at køre jorden igennem med en rive så den er let og lækker at så i. Nu kan børnene drysse frøene ud over jorden med let hånd.

Når frøene er sået, skal man give det en gang mere med riven, så frøene ikke bliver spist med det samme af fugle.

Hvordan kan klimahandlingsforløb for dagen se ud?

Det er vigtigt at have afklaret bedets beliggenhed med skoleledelsen og det personale, som står for den tekniske service på skolen. Derudover er det vigtigt at have nok river, skovle og andre redskaber, man får brug for.

En spændende måde at tilrettelægge forløbet på kunne være at parre en af de store klasser med en af de små klasser, og lade de store stå for det hårde grave- og rivearbejde. De små kan så bære græs væk og plante frøene.

Bedet kan bruges i undervisningen efter klimahandledagen på en lang række måder. I dansk kunne man fx lave nogle kommunikationsprodukter om insektbedet, fx skilte, i billedkunst kunne man tegne eller male de små planter, der kommer op, og i biologi kunne man registrere insektarter eller arbejde med næringsstoffer.

 

Bestil et klassesæt her

Sidst opdateret: 4. april 2024