Skolernes klimahandledag
Formålet med Skolernes Klimahandledag er at vise klima som noget, man gør, fordi det er i handling med andre, at håbet er. Derfor afholdes dagen også samtidigt med Danmarks nationale klimahandledag, hvor voksne landet over går sammen om at handle og tage ansvar for vores tids største udfordring: Forandringen af vores klima. På den måde ser vores børn og unge, at de kan handle, uden at få ansvaret.
Hvorfor en handledag?
Undervisning i klima og bæredygtighed bruger meget tid på forståelse af emner og problemer, men det er vigtigt at bruge lige så meget tid på løsninger og handlinger, så eleverne ikke kommer til at stå angste eller resignerede tilbage. Det er derfor, Greve Kommune holder en handledag for skolerne og ikke en oplysningsdag eller en forståelsesdag.
Hvordan er man med?
For at være med skal læreren – eller eleverne selv – planlægge en klimahandling, som klassen udfører på dagen. Alle fag og klassetrin kan være med og klimahandlingen kan være alt fra grøn fællesmiddag til sneglecroquis. Det vigtige er, at eleverne har en god dag, og at det er tydeligt for dem, hvordan handlingen, de udfører, er med til at løse problemet. På hver skole vil der være udpeget en koordinator for klimahandledagen, som ved mere om, hvordan I gør det på jeres skole.
Hvad skal vi lave?
Et godt sted at starte er at se på løsningerne til de tre store udledningskilder, vi har i Greve Kommune, nemlig transport, energi og forbrug. Og dem er der mange af. Men der er også løsninger inden for sektorer og problemer, som vi ikke har i Greve, men som kan give masser af håb og handlekraft. Og så er der alle de løsninger, som fokuserer på biodiversitet. Måske bliver det sværeste at nøjes med en. Læs mere i klimaplanen eller scrol længere ned og se guides til handlinger og aktiviteter, du kan tilmelde dig.
Klimahandledag hver dag
Mosede Renseanlæg skal renoveres og dækkes til. I den forbindelse skal der etableres en park med en masse interaktive læringsruter: Mosede Klimapark.
Projektet er støttet af Nordea-fonden og har stor betydning for Skolernes Klimahandledag. Dagen bliver nemlig en måde at inddrage elever og lærere i udviklingen af læringsruterne.
Det betyder, at der fra 2025 til parken åbner i 2028 vil være spændende Klimapark-aktiviteter, du kan tilmelde din klasse på klimahandledagen. Vi vil indsamle alle de gode ideer, forløb og erfaringer, som bliver prøvet af ude på kommunens skoler.
Drømmen er, at vi med Mosede Klimapark får et sted, hvor du kan tage hen med dine elever og få grønt håb og handlekraft året rundt.
Lærerens Hjørne
Klimapakker fra CONCITO: Bliv klædt godt på til Klimahandledagen
Guides til klimahandlinger, I selv står for:
Greve Kommunes klimaafdeling har lavet en række guides til, hvordan du kan lave vellykkede klimahandlinger med din klasse.
Klimahandlinger 2025 - opdateres i 2026 med nye spændende forløb til næste klimahandledag
Greve Kommune laver i samarbejde med lokale aktører klimahandlinger, du kan tilmelde din klasse. Tilmelding er først til mølle. Sidste frist for tilmelding er 1. april.