Gå til hovedindhold

Status

Administrationen afrapporterer årligt til det politiske niveau, og det kan du læse mere om her.

Indhold

    Med klimahandlingsplanen har byrådet vedtaget 53 konkrete tiltag med handlinger, og administrationen skal følge fremdriften år for år og fremlægge den for byrådet. 

    Afrapporteringen består af flere dele

    Administrationen afleverer en gang årligt en samlet afrapportering på klimaarbejdet til byrådet.

    Der skal afrapporteres på kvalitativ fremdrift i form af hvorvidt de enkelte tiltag er igangsat, hvad status er og forventninger til det følgende års arbejde. Derudover skal der afrapporteres på de KPI'er der er sat for CO2, klimatilpasning og merværdierne. 

    Revidering af planen

    Klimahandlingsplanen hedder "roadmap 2023-2026", fordi den angiver de første konkrete skridt mod de ambitiøse delmål i 2025 og 2030.

    Når den nuværende Klimahandlingsplan 2050: Roadmap 2023-2026 udløber i 2026 skal der udarbejdes en ny. Det sker på baggrund af en evaluering af hvordan det er gået med implementeringen af den nuværende plan, udarbejdelsen af et nyt statusregnskab og derpå følger en politisk behandling, der afslutter med vedtagelsen af et nyt roadmap - næste gang det sker er i 2025/2026.

    Nedenfor finder du afrapporteringerne for 2023, 2024 og 2025:

    36 tiltag er allerede igangsat

    Da klimahandlingsplanen blev godkendt maj 2023 er der i 2023 alene fremlagt en afrapportering over igangsættelse af tiltagene. 

    Ud af planens 53 tiltag er 45 sat til at gå i gang i 2023, og de sidste otte er planlagt til 2024 eller senere. Ud af de 45 tiltag, der skulle i gang i år, er der på nuværende tidspunkt igangsat handlinger på 36 tiltag foruden et fra 2024, mens ni tiltag til start i 2023 endnu ikke er igangsat.

    Mange handlinger er kommet godt i gang

    Der fremlægges rapportering for de 53 tiltag med i alt 154 handlinger. For hver handling er der beskrevet en kortfattet status og forventning til det kommende år. 

    Gør man status op, ser billedet sådan ud: 

    • 3 er allerede udført og afsluttet
    • 43 er igang med at blive implementeret
    • 26 er ved at blive planlagt
    • 62 er endnu ikke igangsat
    • 1 er forsinket

    Der har været stor interesse for de afholdte arrangementer, fx 60 deltagere på klimahandledagen den 27. april 2023 og 40 deltagere til havevandringen den 16. august 2023. Tilslutningen til nyhedsbrevet er støt stigende, med ca. 400 tilmeldte borgere. Greve Kommune udsender det ca. en gang om måneden, og hver gang er det ca. 70 %, der åbner nyhedsbrevet, det er en stor succes. Herudover har syv forskellige foreninger indstillet til den grønne fællesskabspris. Vinderen blev afgjort ved en afstemning på Facebook og fik overrakt 5.000 kr. på Frivillig Fredag den 29. september 2023. Alle indstillinger indeholdt gode eksempler på grønne tiltag, som vil være til inspiration for forenings- og fritidslivet.      

    Der er meget af gøre i året, der kommer

    Frem mod næste fremdriftsrapportering er det forventningen, at alle tiltag er igangsat.

    Særligt for eksempel indsatsområde 4, mobilitet, som kræver fokus, da privatbilismen er støt stigende, hvormed den CO2-reducerende effekt neutraliseres af at overgangen til elbiler går hurtigt. Administrationen har ansøgt om deltagelse i et Gate21-projekt om mobilitetsknudepunkter og afventer svar. Det er forventningen, at projektet vil kunne sikre mere CO2-reducerende transport til et af kommunens industriområder. Derudover er kommunens muligheder at arbejde med fokus på trafiksikkerhed for at øge cyklisme, fremme samkørsel og opsætning af ladestandere, der både kræver anlægsinvesteringer og adfærdsændringer. 

    Af andre tiltag kan nævnes tiltag om energireduktioner. Idet omlægning til fjernvarme og varmepumper i varmeforsyningen ikke kan stå alene, da det samtidigt er nødvendigt at omlægge fra naturgas, olie og på sigt biomasse i fjernvarmeforsyningen, foruden at have tilstrækkeligt med vedvarende energianlæg til at dække den øgede elektrificering til varmepumper, elkedler og elbiler mm. Helt centralt er det derfor, at fastholde de gode vaner med energisparetiltag fra sidste vinter og ikke at skrue op for varmen, selv om man skifter til fjernvarme eller huset renoveres.

    Om et år vil den første evaluering af implementeringen blive forelagt med angivelse af, hvordan det går med implementeringen af handlingerne, foruden opfølgning på de indikatorer, der er fastsat på CO2, klimatilpasning og merværdier.

    Kommunen som organisation har også vind i sejlene

    I klimaarbejdet for kommunen som geografi indgår også, at kommunen som virksomhed selv arbejdede med fx energireduktioner i egne bygninger. Arbejdet vil det kommende år fortsætte med omlægning til LED belysning, forsat reduktion af energiforbrug, omlægning til fjernvarme, varmegenindvinding, elladestanderopsætning, ejendomsstrategi og bæredygtighed i den nye daginstitution, foruden arbejder med måltal/nøgletal for energiforbruget på de kommunale m², reduktion af vareforbrug og med mere klimavenlige vareindkøb og tjenesteydelser.

    Læs mere i referatet af byrådets behandling af sagen

    Hvis du klikker på linket ledes du hen til referatet af byrådets behandling, hvor fremdriftsoversigten var bilag til sagen. Du skal klikke på punkt 25 på dagsordenen 6. november 2023:

    Punkt 25 på byrådets dagsorden 6. november 2023

    41 handlinger er afsluttet/i drift

    Klimaplanen blev godkendt i maj 2023, og siden sidste års afrapportering ses en positiv udvikling, ved afrapporteringen over igangsættelsen af tiltagene for 2024.

    Klimaplanen består af 53 tiltag, som i alt har 154 handlinger, som skal være afsluttet/i drift ved udgangen af 2026. Statussen på disse handlinger var i oktober 2024:


    Her kan det altså ses, at:

    • Kommunen er i mål med 41 af handlingerne. Til næste år forventes dette at stige til 70
    • 55 handlinger er i gang, og dette forventes næste år at stige til 62
    • 2 handlinger møder forhindringer (kommunal opfordring til nedsivning samt Strandvejen – barriere mod stormflod)
    • 56 handlinger er endnu ikke igangsat. Inden 2025 forventes det at have igangsat 34 af disse
    • 21 handlinger forventes lige nu at blive udskudt. Dette primært indenfor transportområdet (11 stk.)

    Fremdrift på CO2 indikatorer

    Der udarbejdes et nyt CO2-regnskab ved næste roadmap, men indikatoropgørelse viser hvilken vej vi går, siden 2019. Denne er kort sammenfattet her:

    Gas, olie og fjernvarme: Gasforbruget falder, og flere skifter oliefyr ud med varmepumper. Kommunen understøtter udrulningen af fjernvarme, og håber at dette hjælper med at minimere tendensen, der ses landet over, med at varmeforbruget er stigende.

    Elforbrug: Der ses en stigning i husstandes elforbrug, hvilket hænger sammen med at der er flere varmepumper og elbiler i kommunen. Solcellekapaciteten i kommunen er steget i kommunen, som forventet.

    Transport: Greve Kommune er den kommune med næstflest elbiler. Dog stiger CO2-udledningen fra biler stadig, nok grundet at antallet af biler i kommunen er steget. Transport skal derfor prioriteres i klimaindsatsen, da det udgør over halvdelen af kommunens CO2-regnskab.

    Landbrug: Ingen ændring, da skovrejsningen foretaget i år først tæller med næste år.

    Kommunen som virksomhed: Varme- og energiforbruget i kommunens egne bygninger er i 2023 fortsat faldende med en CO2-reduktion på 3,7 % fra 2022 til 2023. Kommunen opnår derved sit mål om at fortsætte de årlige reduktioner med min. 2 %.

    Klimatilpasning: Kommunen arbejder videre med robustheden overfor klimaforandringer.

    Grøn trepart

    Den grønne trepartsaftale kan have betydning for Greve Kommune. Dette for eksempel i forhold til tilskud til skovrejsning, tilskud til reduktion af gødningsanvendelsen i markdriften eller overgang til økologisk dyrkning, om markdrift kan omlægges fra produktion af dyrefoder til direkte konsum eller plantebaserede fødevarer, og om pyrolyse kan indgå i fremtidig rensning af spildevand på det nye renseanlæg.

    Interesse for den grønne omstilling

    Vi har i 2024 set en god interesse for den grønne omstilling i kommunen. Vi har haft 7 foreninger der er blevet indstillet til kommunens grønne pris, med gode eksempler på grønne tiltag i foreningslivet. Af disse blev 4 nomineret, og vinderen blev fundet ved en Facebook afstemning, med 313 reaktioner på opslaget og 117 kommentarer.

    Derudover deltog 3200 elever på skolernes Klimahandledag, hvor der blev lavet mange forskellige typer klimahandlinger. Blandt andet blev der snakket om FN's verdensmål, arbejdet med affaldssortering og bygget naturhegn.

    Der er også afholdt en klimacafé, med temaet klimakost, hvor der var 110 tilmeldte. I løbet af året har flere arrangementer som klimacafé og havevandringer ved FGU været afholdt, og det kan vi se frem til at gøre mere af i 2025. 

    Læs mere i referatet af byrådets behandling af sagen

    Hvis du klikker på linket ledes du hen til referatet af byrådets behandling, hvor fremdriftsoversigten var bilag til sagen. Du skal klikke på punkt 24 på dagsordenen 13. november 2024:

    Punkt 24 på dagsordenen 13. november 2024

    Sidst opdateret: 27. februar 2025