Gå til hovedindhold

Hvad er planen?

Mikroskove er kendetegnet ved at have et begrænset areal, hvilket gør, at mikroskove kan placeres i byområder og understøtte både mennesker, insekter og andre levende væsner og vækster. 

Miyawakiskove er en særlig metode at anlægge mikroskov på, som den japanske botaniker Akira Miyawaki startede og som har spredt sig til resten af verden. Inden man planter graver man jorden op og laver jordforbedring, og når man planter, gør man det tæt og med hjemmehørende arter. På den måde vokser området mere direkte ind i klimaksstadiet i en skovs udvikling. Når man anvender metoden, er det meget vigtigt, at man planter hjemhørende arter og mindst 25-30 forskellige arter. Henover tid støtter og udkonkurrer de hinanden, men de bidrager til levesteder og mere komplekse næringskredsløb end hvis der plantes færre arter, og de plantes i grupper af ens arter. Forskningen af metodens effekter er sparsom, men det der kan slås fast er, at principperne om hjemmehørende arter er helt afgørende bedre end at plante hvad som helst.

Plantning af træer er derudover lidt af et klimakinderæg, for udover at bidrage til øget biodiversitet, så er der flere klimaeffekter:

  1. Træerne optager CO2 i deres vækstfase og bidrager dermed til at reducere stigningen af CO2.
  2. Træerne sænker temperaturen, når der er hedebølge med flere grader. Det er særligt effektivt i tæt bebyggede områder, hvor asfalt, tage og terrasser får temperaturen til at stige i særlig grad.
  3. Træerne suger mere vand end græsplanen, når der er øgede mængder af nedbør og holder på flere vanddråber på deres mange blade.   

Det er målet at have seks mikroskove - og gerne efter denne metode - i 2030. Den første laves i samarbejde med FGU Greve Solrød og vil kunne vise, hvad det vil sige og sprede erfaringerne i kommunen.