Gå til hovedindhold

Mikroskoven ved FGU Greve Solrød & Tune Kursuscenter

Ved FGU Greve Solrød & Tune Kursuscenter på Grevevej nr. 20 blev der den 19. og 21. marts 2024 plantet en helt særlig skov. Det er ikke alene en Miyawakiskov, det er fire felter af Miyawakiskov. Det sker til glæde og inspiration for alle greveborgere og til forskningsformål.

    Kort om projektet

    Ved FGU Greve Solrød & Tune Kursuscenter har vi plantet en Miyawakiskov efter alle kunstens regler, men derudover har vi plantet tre mikroskove mere efter næsten alle de samme principper, men så alligevel ikke helt.

    De fire felter mikroskov er plantet med en forskellig typer af jordforbedring, så det over de næste mange år bliver muligt at følge udviklingen og sammenligne den.

    Det tjener flere formål:

    1. For det første til inspiration for greveborgere, der gerne selv vil plante. De kan ved eget øjesyn se og føle forskellen og vurdere, hvad de kunne tænke sig at efterprøve. 
    2. For det andet vil både foreningen Praktisk Økologi og forskere følge udviklingen, da forskningen på området er begrænset. For eksempel vil Per Gundersen medtage muld fra gamle skove (1800-tallet, Lystrup Skov) og sprede det i plantehullerne i nogle af skovfelterne, fordi det tager mange hundrede år for nogle af "skovmikroorganismerne" at indfinde sig.

    Derudover har vi indhegnet de fire små, nytilplantede felter. Det sker også af flere grunde:

    1. For det første på grund af rådyr i området, så de små nye skud ikke spises med det samme.
    2. For det andet for at skabe en smule læ, da de nye planter jo ikke udvikler sig ved at være kastet som frø af eksisterende træer, og derved stå i en smule læ, men de alle plantes på "barmark".
    3. For det tredje bliver det ikke bare med almindelig trådhegn, det bliver derimod med et naturhegn af alle mulige typer; kvashegn, jordvold, stammer og sten. Det sker for at give biodiversiteten på arealet bedst mulige vilkår. Så både pindsvin og jordbier kan finde bo- og fødesteder.

    Endelig har vi plantet med inddragelse af både FGU-skolen, Greve Gymnasium og Karlslunde Skole.

    Et udeklasserum/udflugtsmål/udendørs mødested

    ALLE kommunens skoler er velkomne til at deltage i den årlige videreførelse af naturhegnet og til at besøge skoven og lære om konceptet, måle væksten for planterne og biodiversiteten. Det er faktisk meningen, at det skal være et udeklasserum, som skoler kan benytte sig af, da der også indrettes et udeklasserum/madpakkeskur i den ene bebyggelse, der ligger der i forvejen. På sigt gerne indrettet med plancher lavet af elever om projektet og med optælling af arter mm. 

    Derudover kan man som privatperson gå forbi og blive klogere ved at læse på de allerede opsatte skilte, eller som bruger af kursuscenteret kan man gå en tur derover og tage inspiration med hjem til sit lokalområde. 

    Bag projektet står:

    • FGU-skolen, som både lægger areal til, men som også inddrager etableringen og det at følge skoven i undervisningen på faglinjerne "Jord- og Skovbrug" og "Bygge- og anlæg".
    • Landsforeningen Praktisk Økologi, som både har bidraget med 40.000 kr. til finansieringen, og bistået med faglig sparring til projektet generelt og konkret tilplantningen af det ene felt, Miyawakiskoven.
    • Derudover har kommunens Natur- og Miljøråd bidraget til finansieringen. 
    • Danmarks Naturfredningsforening Greve.
    • Kommunens klimakoordinator og parkforvalter.
    • OG ikke mindst en håndfuld frivillige borgere i Greve Kommune, som har bidraget undervejs i de forskellige opgaver, såsom jord- og drænprøver, plantefordeling og på plantedagene.
    • Forsker Per Gundersen fra KU indgår i og følger projektet.

    Faktaboks

    Læs mere hos projektpartner Praktisk Økologi om deres projekt med at plante 10 skove i samarbejde med skoler og frivillige rundt omkring i landet:

    Projekt Skoleskove v. Praktisk Økologi

    Læs mere om selv at plante en Miyawaki- eller mikroskov i Greve Kommune:

    Lav en mikroskov, hvor du bor

    Rundt omkring i hele landet popper mikroskove op - så vidt muligt efter Miyawakimetoden. Her kan du læse mere om, hvad det vil sige, og hvad du skal tænke på, hvis du vil være med til at plante i Greve Kommune.

      Sidst opdateret: 27. juni 2024

      Kontakt

      Natur og Miljø - Klima team

      E-mail: klima@greve.dk klima@greve.dk