Gå til hovedindhold

Uddannelsesleder: negative - før man tager afsted

Mange af lærerne og eleverne på gymnasiet har været kritiske overfor ideen om at droppe flyene af samme grund, som mange flyver på ferie: det er hurtigere, nemmere, nogle gange billigere og destinationerne opleves som bedre.

Ifølge Niels Ejgil Trebbien Dybro, der er uddannelsesleder på Greve Gymnasium, er han dog ikke nervøs for kvaliteten af studieturene. Tværtimod. Erfaringen fra gymnasiets egne forsøg og deres samarbejde med CONCITO-projektet Grønne Studieture er nemlig, at eleverne er meget negative over for bus og tog - før de er afsted - men når de kommer hjem igen, ser de positivt på de to rejseformer.

Victoria og Rukaja nød turen til Amsterdam

Victoria Christensen og Rukaja Faur var nogle af de elever, der sammen med Niels Ejgil var i Amsterdam for at prøve de flyfri studieture af, inden de blev indført på hele gymnasiet.

Ifølge de to elever var den ti timer lange tur slet ikke så "nederen", som man måske skulle tro. Det endte derimod med at blive en oplevelse og noget, som styrkede gruppens fællesskab. Det var der tre gode grunde til:

Grund 1: Fra transithal til rejseoplevelse

Både Rukaja og Victoria fremhæver, at togrejsen var en grundlæggende anderledes og på mange måder bedre måde at rejse på. 

En af de ting, de bed mærke i, var, at de i toget i langt højere grad fornemmede det landskab, de kørte igennem. "Man får en større respekt, for hvor langt der er til de forskellige ting, og så får man set nogle helt andre ting," forklarer Victoria.

"Præcis," siger Rukaja og fortsætter, "man kan jo sidde og følge med i, hvor man er, på sms'erne fra sit mobilselskab."  

Grund 2: Rejsen starter idet man sætter sig ind

Noget andet, som de to elever opdagede på turen til Amsterdam, var, at studieturen begyndte idet, de satte sig ind i toget, i stedet for når de kom ud af lufthavnen og hen til hotellet.

"Noget af det, jeg lærte, er, at det ikke er, hvor man er, men hvem man er sammen med. Vi skulle jo være sammen i ti timer hver vej, så vi nåede at snakke om nogle helt andre ting, end man plejer - eller faktisk blev vi nødt til det," siger Rukaja og griner. Hun fortsætter, "Vi havde så mange spil, vi spillede UNO, vi spillede fisk, vi hørte musik, og jeg lærte en hel masse spil, jeg aldrig havde hørt om."

"Jeg vil også lige tilføje, at det var virkelig dejligt, at man kan gå rundt i toget og skifte, hvem man sidder ved siden - det kan man ikke i flyet, hvor man er mere fastspændt," siger Victoria.

Grund 3: Giver god samvittighed

Det sidste, som var anderledes ved at rejse med tog, var fraværet af den dårlige samvittighed, de har følt efter en lang flytur. Victoria fortæller, at hun før har været afsted med en klasse, hvor de fløj meget langt, og at det gav en nagende følelse af at have gjort noget, som ikke var godt for klimaet.

"Man ved jo godt, at det ikke er godt at flyve, men man gemmer følelsen væk, når man er i det. Da vi tog toget, havde jeg bare en bedre samvittighed, og jeg sad tilbage med en meget bedre følelse," siger Victoria.

Du er ikke alene - der handles på alle niveauer

Folketinget har indført en afgift på fly

Afgiften bliver indført fra 2025 og stiger gradvist frem mod 2030. Når afgiften er fuldt indfaset vil der komme 50 kr. oven i billetten på rejser i Europa og 310 kr. og 410 kr. på mellem- og langdistanceruterne. Midlerne fra afgiften skal bl.a. gå til den grønne omstilling af luftfartsbranchen og udvikling af nye teknologier.

Læs mere om aftalen hos Transportministeriet

EU vil tredoble de lange togrejser inden 2050

EU arbejder for at gøre det hurtigere, billigere og lettere at rejse med tog. Et vigtigt mål for EU er at fordoble rejser med højhastighedstog i 2030 og tredoble dem i 2050. Et af 10 pilotprojekter for at nå målet er en bedre forbindelse med bl.a. nattog mellem Tyskland, Danmark og Sverige. Et andet initiativ er gratis interrailkort til 18-årige.

Læs mere om hvad EU gør for at fremme togrejser

Alle nye busser vil fra 2040 være emissionsfri

Bus er i forvejen en af de rejseformer med allerlavest CO2-aftryk. Takket være ny lovgivning fra EU vil det tal dog reduceres til ingenting, fra 2040 skal stort set alle nye lastbiler og busser nemlig være emissionsfri, dvs. køre på el, brint eller lignende.

Læs mere om aftalen hos Rådet for grøn omstilling