Tag på skraldejagt
Lad eleverne gå på opdagelse i skolens nærområde, og se hvor meget skrald de kan indsamle. Efter jagten taler I om, hvad eleverne har fundet og hvordan de kan sortere affaldet.
Praktisk information
Dato: Torsdag den 23. april
Sted: På skolen
Klassetrin: 0. klasse
Varighed: 1 modul
Fag: Naturfagene
Materialer: Udprintede bingoplader, skraldeposer, evt. havehandsker
Aktiviteten
Eleverne skal på skraldejagt! Udstyret med en simpel bingoplade bliver eleverne sendt ud for at samle affald ind, hvorefter de sammen skal sortere affaldet i udvalgte affaldsfraktioner. Aktiviteten afsluttes med en kort refleksion over handlingens væsentlighed.
Skraldejagt: 30 min
Del klassen op i hold på ca. 4 personer, og udstyr hvert hold med en bingoplade og en pose. Send så holdene afsted på skraldejagt i 30 minutter. Eleverne skal samle alt det skrald ind, som de støder på undervejs, men det er selvfølgelig ekstra sejt, hvis man kan sætte kryds ved alle symboler på pladen.
Sorteringsstation: 20 min
Lav 5 sorteringsstationer:
- Plast
- Papir
- Metal
- Madaffald
- Restaffald
Lad børnene prøve at fordele deres indsamlede affald i de rigtige spande og tal derefter sammen om, hvorvidt noget affald skal omplaceres og hvorfor.
Refleksion: 15 min
Hjælp hinanden med at sætte ord på og forstå handlingen. Det kan f.eks. være gennem spørgsmål som:
- Hvorfor smider man ikke affald i naturen?
- Hvad fandt I mest af?
- Var der noget, som var svært at finde ud af?
- Hvorfor er det godt at sortere affald?
Hvordan bidrager handlingen til at løse problemet?
Skraldejagten er sjov måde at lære om genbrug, affaldssortering samt hvordan man derigennem kan være med til at passe på miljøet.
Sorterer du ikke dit affald, så vil det hele blive brændt. Varmen, som dannes ved forbrændingen, kan blive omdannet til elektricitet og fjernvarme, men ved forbrænding udledes også en del CO2 og røgen kan yderligere indeholde små mængder af kemiske stoffer, som kan være sundhedsskadelige for os.
Det bedste man kan gøre er at minimere affaldsmængden, da det begrænser behovet for forbrænding og deponering, men genanvendelse spiller også en central rolle, når det kommer til at mindske klimaaftrykket fra affald. Dit sorterede skrald bliver nemlig hentet, behandlet og klargjort således, at det, der kan genanvendes, kan indgå i produktion af nye materialer. På den måde er vi med til at spare på jordens dyrebare ressourcer og mindsker også CO2-udledningen fra forbrændingen en smule.