Byg plantekasser til din skole
Over hele verden er insekterne i tilbagegang. Eleverne kan hjælpe med at bevare insekterne ved at bruge Klimahandledagen på at bygge et attraktivt levested for de danske arter.
Praktisk information
Dato: Torsdag den 23. april
Sted: På skolen
Klassetrin: 4.-6. klasse
Varighed: Hele Klimahandledagen
Fag: Naturfagene, håndværk og design
Materialer: Jord, træ, evt. havehandsker
Aktiviteten
Ved denne klimahandling samles klassen om at skabe et område, som tiltrækker og forbedrer forholdene for insekter.
Aktiviteten består af informationssøgning, hvor eleverne tilegner sig viden om de danske insektarter, herunder hvilke planter der tiltrækker bestemte arter, samt anlæggelsen af et område, som kan beplantes med udvalgte blomster, urter eller lignende.
Nedenfor er vores forslag til, hvordan eleverne kan gribe aktiviteten an. Her kan andet modul evt. erstattes med anlæggelsen af et bed på skolens område.
Forslag til progression for dagen
- Overvej, hvilke insekter I gerne vil tiltrække og undersøg, hvordan I kan gøre plantekassen til et attraktivt levested for de udvalgte insekter. F.eks. kan det være en idé at plante nektarrige blomster, hvis I gerne vil tiltrække bier.
- Lav skilte, som I kan placere ved hver plante i plantekassen. På skiltene kan der f.eks. være billeder af de insekter, som den pågældende plante skal tiltrække, og information om hvorfor. Det er en god mulighed for at dele jeres nye viden med resten af skolen.
- Planlæg og skitsér: Overvej, hvordan jeres plantekasse skal se ud, herunder hvilket træ, I har til rådighed til projektet. Lav en skitse af plantekassen, hvor I har medregnet mål som længde og dybde. Husk at tænke på, hvor meget jord I gerne vil fylde i – Jo større kasse, desto tungere.
- Byg: Skær alle brædderne til og saml skelettet. Til sidst skruer I brædderne på og sliber kanterne til, hvis der er mange splinter.
- Fastsæt ukrudtsdug: Ukrudtsdugen forlænger levetiden på jeres plantekasse og holder på jorden. Fastgør ukrudtsdugen på indersiden af kassen og klip den til med en saks.
Nu er I klar til at plante jeres udvalgte planter og placere jeres informationsskilte. Når I placerer informationsskiltene, så er det vigtigt at vælge et sted, hvor det er nemt at få øje på dem, og hvor det samtidig er tydeligt, hvilken plante de hver især hører til.
Hvordan bidrager handlingen til at løse problemet?
Insektarter er ved at forsvinde over hele verden. Også i Danmark er insektbestanden i nedgang, og flere arter er i fare for at uddø. Insekter er af altafgørende betydning for biodiversiteten, idet de udgør et betydningsfuldt led i fødekæden og har den vigtige funktion i form af bestøvning af planter og afgrøder. Det er derfor vigtigt at gøre en ekstra indsats for at bevare dem.
Ved at bygge plantekasser og plante insektvenlige planter skaber eleverne et hjemsted for insekter og bidrager dermed til at øge skolens biodiversitet.
Aktivitetens tre dele inviterer samlet eleverne til at blive klogere på planter, forskellige insektarter og deres naturlige samarbejde. Formålet er at give eleverne et bedre kendskab til den lokale natur, samt hvad de selv kan gøre for at forbedre insekternes levevilkår.