Hede og tørke
Hvordan skal du begå dig under hede og tørke, for at vi alle sammen kommer godt igennem disse vejrfænomener, der bliver mere almindelige med klimaforandringerne?
Hede og tørke plejede at være sjældne i Danmark, men med klimaforandringerne tyder meget på, at vi kommer til at opleve højere temperaturer, flere hedebølger og længere perioder med tørke i løbet af sommeren. Her kan du læse, hvad hede og tørke er, og hvordan man som borger i Greve Kommune skal begå sig under dem.
Hvad er hede og tørke?
Tørke kan blive målt på tre måder: hvor meget vand, der falder, hvor meget vand, der er i jordens øverste lag, og hvordan det påvirker grundvandet. I Greve Kommune har vi oplevet de første to former for tørke i 2018 og 2023. Den sidste og alvorligste form for tørke, som kræver flere gentagende år med manglende nedbør, er dog endnu ikke et problem.
Hedebølge er, når gennemsnitstemperaturen over tre dage er over 28 grader. DMI vil typisk kunne varsle om hedebølge i god tid.
Hede og tørke er to forskellige fænomener, men de forstærker sandsynligheden for hinanden. En hedebølge under en tørke vil få endnu højere temperaturer, ligesom en hedebølge kan øge sandsynligheden for tørke, hvis det i forvejen ikke har regnet meget.
Hvordan skal du agere under hede og tørke?
Både hedebølge og tørke sætter vores vandsystemer under pres. Klimatilpasning handler i denne sammenhæng om at bruge vand på en måde, som systemet kan håndtere.
Det er intuitivt at tro, at vi skal holde igen med vandet under hede og tørke, fordi det er varmt eller ikke har regnet i lang tid. De to ting hænger dog ikke så entydigt sammen. Grundvandet bliver hovedsageligt dannet om vinteren, og i Greve Kommune er det årevis om at blive dannet. Problemet er derimod, at vi bruger mere vand, når det er varmt. Nedenfor ses stigningen i vandforbruget hos HOFOR under tørken i 2023.
Kilde: Dr.dk
I Greve Kommune pumper Greve og Tune Vandværk vand op, som de renser og opbevarer i buffertanke. Men pumperne og tankene er dimensioneret til husholdningsbehovet for borgerne i deres område, ikke til fx svimmingpools (de store kan rumme op mod et halvt år af en borgers vandforbrug) og havevanding. Den stigning i forbruget er de danske vandværkers største udfordring ved tørke og kan betyde, at de midlertidigt kan løbe tør for vand. Det er den generelle grund til, at du skal prøve så vidt muligt ikke at bruge mere vand, end du plejer, under hede og tørke.
I Greve Kommune er vi dog i den særlige situation, at vi allerede pumper til grænsen for bæredygtighedskriterierne for grundvandet. Det skyldes, at vi både pumper vand op til de 50.000 borgere i kommunen og også leverer vand til Københavnsområdet. Derfor er det særligt vigtigt at styre sit vandforbrug som borger i Greve Kommune, da vi faktisk ikke kan pumpe mere vand op i Greveområdet. Når vi pumper grundvandet, som vi gør, falder grundvandsspejlet nemlig, hvilket tørlægger mange af vores åer og vandløb i løbet af sommeren, øger risikoen for indtrængning af saltvand i grundvandet og forekomsten af uønskede stoffer.
Særligt under tørke kan risikoen for brand stige, da tør biomasse hober sig op og lettere kan antænde. Det er derfor både vigtigt at holde øje med afbrændingsforbud og generelt være forsigtigt. Under tørken 2018 var der omkring 2000 brænde – de fleste mindre, men også enkelte, som var store – hvilket er tre gange flere end normalt.
Særligt hedebølge udgør også en sundhedsrisiko, da personer i risikogruppen kan opleve dehydrering, overophedning og varmekollaps. En forstærkende faktor er, at symptomerne kan være svære at opdage, og tilstanden hurtigt kan blive akut.
Beredskabsstyrelsen betegner risikogruppen som ældre, små børn, svært overvægtige, personer med visse kroniske sygdomme, psykiske handicaps eller personer som bruger medicin, som ikke tåler høj temperatur, indtager alkohol, dyrker hård motion eller udfører hårdt fysisk arbejde i ekstreme varmegrader.
Hvis du, eller nogen du kender, tilhører risikogruppen, er det vigtigt at sørge for rigeligt med væske, indtage ekstra salt og så vidt muligt blive i skyggen.