BBR
Du skal registrere dit byggeri i BBR, når det er færdigt.

Når dit byggeri er færdigt, skal oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret (BBR) opdateres, så de afspejler virkeligheden. BBR bliver brugt af dine forsikringer, i en eventuel salgssituation og af de offentlige registre.
BBR er statens register over bygninger og boliger i Danmark. Her står der for eksempel, hvor stort dit hus er, hvordan det opvarmes, og hvad det bliver brugt til. Oplysningerne bliver blandt andet brugt af myndigheder, forsikringsselskaber og ejendomsmæglere.
Du skal opdatere BBR, hvis du for eksempel:
- har bygget et nyt hus eller sommerhus.
- har lavet en tilbygning, udestue, garage eller carport.
- har ændret noget, så bygningens areal eller anvendelse ændrer sig.
- har fjernet en bygning.
Det er dig som ejer, der har ansvaret for, at oplysningerne i BBR er korrekte og opdaterede.
Hvis BBR ikke stemmer med virkeligheden, kan det give følgende udfordringer:
- Din bolig kan blive vurderet forkert, og dermed kan din ejendomsvurdering og boligskat bliver udregnet forkert.
- Du kan risikere at være forkert forsikret.
- Det kan skabe usikkerhed, hvis du skal sælge din bolig.
Den nemmeste måde at registrere ændringer i BBR er via Ret BBR.
Hvis du gerne vil se helt lavpraktisk, hvordan du retter i BBR, så brug tre minutter sammen med en af kommunens byggesagsbehandlere i filmen herunder.
Et godt råd fra byggesagsteamet
-
Når du har meldt dit byggeri færdigt, så tjek dine BBR-oplysninger. Det er nemt at overse, men rigtig bøvlet, hvis det først bliver opdaget senere. Vi hjælper gerne, hvis du er i tvivl.
Alt om byggeri
Her kan du hurtigt hoppe til de forskellige kategorier og finde den information, du har brug for.