Gå til hovedindhold

Guide til småbygninger

Selv om småbygninger ikke kræver en byggetilladelse, er der stadig nogle ting, du skal være opmærksom på.

  • Tegnsprog

Indhold

    Når du skal bygge småbygninger som garage, drivhus, skur, carport eller overdækket terrasse, er der nogle ting, du skal have styr på først. Her kan du få et overblik over de vigtigste regler – fra afløb til vejforhold.

    Det er dit ansvar, at regnvand fra taget bliver på din egen grund. Regnvandet skal enten ledes til det eksisterende afløbssystem eller ned i en faskine, hvis jorden egner sig til det.

    Bruger du det eksisterende afløb, skal en autoriseret kloakmester stå for arbejdet. Vælger du en faskine, må du gerne lave den selv.

    BBR er registret over alle bygninger i Danmark, og det er dit ansvar som ejer at oplysningerne i BBR om din matrikel er opdateret.

    Du skal registrere småbygninger i BBR, også selv om de ikke kræver byggetilladelse.

    Når du anmelder en bygning, skal du oplyse:

    • Hvor på grunden bygningen ligger.
    • Hvor mange kvadratmeter bygningen fylder.
    • Hvad bygningen bruges til.
    • Hvilket materiale taget og ydervæggene er lavet af.
    • Hvornår den er bygget.

    Du kan registrere oplysningerne her.

    Du må gerne bygge carport, skur eller en anden mindre bygning, uden at det tæller med i bebyggelsesprocenten, men kun til en vis grænse.

    Har du et enfamiliehus eller dobbelthus, bliver de første 50 kvadratmeter af småbygningerne ikke regnet med. Har du rækkehus eller kædehus bliver de første 20 kvadratmeter ikke regnet med.

    Alt derudover bliver skal regnes med. Og ligger din ejendom i et område med en lokalplan fra før 2018, kan der gælde andre regler. 

    Læs mere om bebyggelsesprocent her.

    Hvis du ønsker at bygge noget, der ikke er tilladt i henhold til lokalplanen eller bygningsreglementet, kan du søge om dispensation. Det kan for eksempel være, hvis du vil bygge højere, tættere på skel eller overskride bebyggelsesprocenten. Dispensation kræver en konkret vurdering og kan i nogle tilfælde medføre offentlig høring eller politisk behandling.

    Du skal kontakte Greve Kommunes byggesagsteam for at få vejledning og for at søge om dispensationen.

    Se kontaktoplysninger nederst på siden.

    Når du bygger tæt på en sti- eller naboskel, er der specifikke regler, du skal være opmærksom på.

    • Er bygningen nærmere end 2,5 meter fra skel, må den ikke være højere end 2,5 meter.
    • Den samlede længde af bygninger tæt på skel må ikke overstige 12 meter, og de må heller ikke være højere end 2,5 meter.
    • Du må ikke lave døre, vinduer eller andre åbninger mod skel.

    Du kan finde de præcise regler om længde, højde og størrelse i bygningsreglementet.

    Hvis du planlægger at etablere, ændre eller nedlægge en overkørsel til din ejendom – det vil sige en indkørsel, udkørsel eller adgangsvej fra din grund til en offentlig eller privat fællesvej – skal du søge om tilladelse fra kommunen.

    Du skal søge om tilladelsen, før du påbegynder arbejdet.

    Du skal kontakte Greve Kommunes byggesagsteam for at få vejledning og søge overkørselstilladelsen

    Se kontaktoplysninger nederst på siden.

    Hvis du vil bygge carport eller anden bygning tæt på en vej, skal du først tjekke, om der gælder særlige regler i området. Der kan nemlig være byggelinjer, som begrænser, hvor tæt på vejen du må bygge.

    Hvad er en byggelinje?

    En byggelinje er en grænse, dit byggeri ikke må overskrider. Byggelinjen kan være fastsat i en lokalplan, en byplanvedtægt eller en tinglyst deklaration, og den kan for eksempel beskytte fremtidige vejudvidelser eller trafiksikkerhed.

    Hvor gælder byggelinjer?

    Vejbyggelinjer gælder typisk langs offentlige veje og skal normalt måles fra vejmidten eller fra vejskellet. Afstanden afhænger af vejens type, for der er som regel krav om længere afstand ved større veje end ved stille boligveje.

    Hvad skal du gøre?

    Før du går i gang med dit byggeri, er det vigtigt, at du undersøger:

    • Om der er en byggelinje på din grund
    • Hvad afstanden til vejen skal være
    • Om der er tinglyste deklarationer, der begrænser din byggeret

    Du kan finde oplysninger i lokalplanen for området eller i tinglysningen.

    Et godt råd fra byggesagsteamet

    • Inden du går i gang, så lav en skitse over, hvad du vil bygge, og hvor det skal stå på grunden. Brug den, når du tjekker regler som afstand til skel, byggelinjer og bebyggelsesprocent, så kan du nemmere se, om dit byggeri overholder kravene.
    • Hvis du er i tvivl om reglerne, så tag fat i os, før du går i gang. Det er meget nemmere at justere planerne på papiret end at ændre noget, der allerede er bygget.
    Sidst opdateret: 16. juni 2025

    Relevante links

    Kontakt

    Byggesagsbehandling

    Mandag - tirsdag: 9.00 - 11.00

    Onsdag: lukket for telefonkontakt

    Torsdag: 9.00 - 11.00 og 15.00 - 16.00

    Fredag: 9.00 - 11.00

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 91 96