Gå til hovedindhold

1. april: Fra nyttejob til dykkerjob

Greve Kommune går forrest i kampen for en marin naturnationalpark i Køge Bugt.

Borgmester Pernille Beckmann og formand for GreveDykkerne, Søren Damgaard-Iversen, ser frem til samarbejdet.

Indhold

    Ledige borgere i Greve Kommune kan komme i nyttejob som dykkere, når de modtager kontanthjælp. De kan nemlig blive en del af kommunens nye dykkerkorps, som skal plante ålegræs og blæretang på sandbunden i Køge Bugt.  

    “Vi er fast besluttet på, at vi vil passe på Køge Bugt, og derfor giver vi havbunden førstehjælp. Dykkerkorpset skal plante ålegræsbede og tangmarker. Beplantningen vil øge biodiversiteten og medvirke til at rense vandet. Med tiden vil det også give fiskene bedre vilkår, og dermed baner vi vejen for, at Køge Bugt kan blive en marin naturnationalpark”, siger borgmester Pernille Beckmann. 

    Samarbejde med frivillige dykkere 

    Den lokale dykkerklub, GreveDykkerne, har sagt ja til at undervise de ledige i at færdes trygt under vandet, og de står også for sikkerheden, når de ledige skal dykke ned på seks meters dybde med ålegræs, blæretang og en lille skovl i favnen. 

    “Vi har et meget fint samarbejde med klubben, som både bidrager med frivillige og et par stykker, der får timeløn, når de er med i dagtimerne,” siger borgmesteren. 

    Dykkercertifikat til ledige 

    Alle jobparate ledige i Greve Kommune bliver sendt i nyttejob, så snart de melder sig i jobcentret, og denne sommer kan de altså også blive sendt under vandet i dykkerdragt og snorkel. 

    Borgmester Pernille Beckmann håber, at de øvrige kommuner vil lade sig inspirere, så ledige langs hele kysten bruger sommeren på at tilplante sandbunden. 

    “Det er godt for havmiljøet og godt for den enkelte ledige, som derefter kan skrive dykkercertifikatet på deres cv”, siger Pernille Beckmann. 

    Faktaboks: Kampen om Køge Bugt

    • Tidligere blev der dumpet slam i Køge Bugt – den såkaldte “klapning”. Det har kommunerne langs bugten fået stoppet. 
    • Nu kæmper kommunerne langs bugten for at få stoppet byggeriet af ni kunstige erhvervsøer i Hvidovre, da de også vil betyde forurening af bugten. Desuden vil de kunstige erhvervsøer medvirke til mere trafik på motorvejen, der også betyder ekstra forurening og støj.
    • Kommunerne langs bugten ønsker at Køge Bugt bliver en marin naturnationalpark. 
    Sidst opdateret: 1. april 2023