Gå til hovedindhold

Køge Bugt får ekstra stenrev for en million kroner

Køge Bugt Stenrev har fået en million kroner på finansloven. I denne uge sagde foreningen tak sammen med borgmestre fra Køge Bugt Alliancen.

Bagest: Torben Nøhr strategikonsulent Køge Kommune, Lars Emil Andersen forskningsassistent DTU Aqua, Torben Hoffmann bestyrelsesmedlem i Køge Bugt Stenrev, Morten Dahlin folketingsmedlem for Venstre, Emil Blücher borgmester i Solrød Kommune, Allan Scheller initiativtager til Køge Bugt Stenrev. Forrest: Merete Stidsen borgmester i Ishøj Kommune, Astrid Krag folketingsmedlem for Socialdemokratiet og Pernille Beckmann borgmester i Greve Kommune.

Bagest: Torben Nøhr strategikonsulent Køge Kommune, Lars Emil Andersen forskningsassistent DTU Aqua, Torben Hoffmann bestyrelsesmedlem i Køge Bugt Stenrev, Morten Dahlin folketingsmedlem for Venstre, Emil Blücher borgmester i Solrød Kommune, Allan Scheller initiativtager til Køge Bugt Stenrev. Forrest: Merete Stidsen borgmester i Ishøj Kommune, Astrid Krag folketingsmedlem for Socialdemokratiet og Pernille Beckmann borgmester i Greve Kommune.

Indhold

    I foråret fik foreningen Køge Bugt Stenrev en million kroner på finansloven. Og i denne uge sagde foreningen tak til et arrangement på Mosede Havn, hvor der var inviteret politikere fra Christiansborg sammen med borgmestrene fra Køge Bugt Alliancen.

    Morten Dahlin fra Venstre og Astrid Krag fra Socialdemokratiet mødte op fra Christiansborg, og i dykkerklubben Aquas lokaler hørte de om, hvordan det går med at lave stenrev og dermed genoprette naturen under havoverfladen. 

    Borgmestre vil passe på naturen 

    Køge Bugt Stenrev arbejder tæt sammen med DTU Aqua, som blandt andet optager film på havbunden, og derfor kunne de vise filmoptagelser fra nogle af de store sten, som allerede er lagt ud i bugten, og hvor planter, muslinger og fisk er ved at skabe sig et hjem. Andre steder er havbunden helt øde på grund af sandsugning. 

    "Overfladen på vandet er så blå og pæn. Men når man får lov til at se under havoverfladen, bliver man ked af det. Vi mennesker har drevet rovdrift på havbunden. Alt har handlet om råstoffer, men ingen har passet på naturen", sagde Pernille Beckmann, borgmester fra Greve. 

    Borgmester Merete Amdisen fra Ishøj er særlig optaget af sandsugning, som efterlader ødelagte områder i havbunden: 

    "Det er nødvendigt, at vi får en havplan, som sikrer, at der bliver passet på havmiljøet, så forringelserne ikke får lov at fortsætte, og det skriver vi nu til Erhvervsministeriet", sagde hun. 

     Borgmester Emil Blücher fra Solrød vil have råstofudvindingen langt væk fra kysten: 

    "Vi kan ikke helt undgå at udvinde råstoffer, men vi skal gøre det mere balanceret. Derfor skal vi have lavet en samlet økosystembaseret plan for hele bugten", sagde han. 

    Havet har brug for talspersoner 

    Allan Scheller, som er initiativtager til Køge Bugt Stenrev, er glad for, at borgmestrene og folketingspolitikerne vil være med til at passe på havmiljøet: 

    "Havet mangler talspersoner. I årtier har man kun brugt havbunden som en ressource. Man har hentet sand, fisket store sten, klappet slam og brugt pladsen til kabelkorridorer og byggerier. Det går ikke. Og derfor er jeg meget taknemmelig for, at foreningen har fået penge på finansloven. Det er et skulderklap og en forsikring om, at der er flere som vil arbejde for havmiljøet i bugten", sagde han.

    Et ekstra stenrev 

    Morten Dahlin og Astrid Krag forsikrede, at de vil gøre deres indflydelse gældende på Christiansborg, og så var de nysgerrige efter, hvad pengene fra finansloven skulle bruges til.

    "De skal selvfølgelig bruges til et lille ekstra stenrev", sagde Allan Scheller og forklarede, hvordan han kan binde nogle af de planlagte stenrev lidt bedre sammen med et ekstra rev - og dermed får naturen under vandet endnu bedre muligheder i fremtiden. 

    Køge Bugt Stenrev har fået etableret et stenrev ud for Solrød Kommune. Desuden har foreningen fået tilladelse til yderligere fem stenrev.  

    Køge Bugt Stenrev bliver støttet af kommunerne i Køge Bugt Alliancen, som arbejder for at passe på naturen i og omkring bugten, og allerhelst ønsker alliancen at bugten bliver udnævnt til en marin naturnationalpark. Desuden ønsker Køge Bugt Alliancen at få stoppet alle projekter, som betyder, at bugten bliver forurenet, herunder Hvidovre Kommunes planer om at bygge ni kunstige erhvervsøer.

    Sidst opdateret: 20. september 2023

    Kontakt

    Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Send Digital Post (kræver MitID)