Gå til hovedindhold

Ældre skal støttes i det liv, de ønsker

Ældrereformen betyder, at Greve Kommune skal gøre meget på en anden måde. Målet er, at ældre borgere skal bevare deres selvstændighed og livskvalitet længst muligt.

  • Tegnsprog

Indhold

    Ældrereformen går fra at være lovtekst til at blive ny praksis i hjemmeplejen og på plejecentrene i den kommende tid. 

    Byrådet følger forandringerne tæt, og på byrådsmødet i denne uge blev de første ændringer besluttet. 

    Liselott Blixt, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, er optaget af, at kommunens ældre skal behandles værdigt og ordentligt, og det giver de nye rammer gode muligheder for. 

    “Ældrereformen giver os mulighed for at tænke hjælpen mere helhedsorienteret og tilpasse den mere præcist til den enkeltes liv. Vi skal i endnu højere grad møde borgerne i øjenhøjde og tage udgangspunkt i det, der giver mening for dem,” siger hun. 

    Nye pleje- og omsorgsforløb 

    En vigtig ændring i ældrereformen er, at hjælpen ikke længere tildeles som enkeltstående ydelser, men som sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der passer til den konkrete borgers behov og livssituation. 

    Derfor har Greve Kommune udviklet fem forskellige forløb, som spænder fra let støtte til praktiske opgaver i hjemmet til omfattende døgnhjælp. Plejen skal tilrettelægges tværfagligt og fleksibelt og i tæt dialog med både borgeren og de pårørende. Hjælpen skal også kunne justeres hurtigt, når behovet ændrer sig. 

    Forebyggende forløb i stedet for hjemmebesøg 

    En anden vigtig ændring er, at kommunens forebyggende hjemmebesøg bliver afskaffet. I stedet skal kommunerne tilbyde en bredere, mere fleksibel forebyggende indsats. 

    Derfor har Greve Kommune udviklet nye forebyggende forløb, som retter sig mod ældre, der endnu ikke modtager hjælp fra hjemmeplejen, men som alligevel har brug for støtte til at bevare trivsel, sundhed og livskvalitet i hverdagen. 

    Et forebyggende forløb kan begynde efter henvisning fra lægen eller fra en anden myndighed. Det kan for eksempel ske, hvis en borger har mistet sin ægtefælle. Her kan et besøg med fokus på både mental sundhed og praktiske forhold være afgørende for at støtte og hjælpe, sådan at den efterladte ikke bliver ensom og syg. 

    Information om de nye forløb og tilbud vil løbende blive lagt ud på Greve Kommunes hjemmeside. 

    Ændringerne træder gradvist i kraft, og der vil være en overgangsperiode frem til udgangen af 2026. 

    Sidst opdateret: 1. juli 2025

    Kontakt

    Center for Sundhed og Pleje

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Center for Sundhed og Pleje