Gå til hovedindhold

Borgermøde om fremtidens skov

Vær med til at præge fremtidens skovrejsning.

  • Tegnsprog

Indhold

    Greve Kommune sender nu et nyt kommuneplantillæg i høring, som giver mulighed for at plante mere skov. Derfor inviteres alle borgere, naboer, lodsejere og andre interesserede til borgermøde om ændringerne og deres betydning. Der vil også være mulighed for at afgive høringssvar. 

    Formandens opfordring 

    Formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning, håber, at mange vil deltage: 

    ”I byrådet ønsker vi sammen med borgerne at udvikle en endnu grønnere kommune. Derfor håber jeg, at mange vil komme og høre om planerne, så de også kan afgive høringssvar og være med til at præge fremtiden,” siger Marc Genning. 

    Fremtidens skovrejsning 

    På borgermødet præsenteres de ændringer, som temarevisionen af Kommuneplan 2021 “Rig natur og vedvarende energi” indeholder. De handler blandt andet om, hvor der kan plantes skov i fremtiden, og der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål. 

    Greve Kommune deltager med byplanlæggere og miljømedarbejdere, som blandt andet har viden om skovloven, grundvandsinteresser og Grøn Trepart. Derudover deltager kommunens rådgivere fra landskabsarkitektfirmaet LE34. Deltagerne får også mulighed for at afgive høringssvar via pc’er, der bliver opstillet i forbindelse med mødet. 

    Tid og sted 

    Borgermødet afholdes på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, den 8. oktober kl. 17.00-19.00. 

    Tilmelding 

    Af hensyn til plads og forplejning skal du tilmelde dig senest den 2. oktober. Send en mail med antal deltagere til plan@greve.dk

    Bemærk: På mødet kan der blive taget billeder og optaget film til brug på Greve Kommunes egne kommunikationskanaler. 

    Kommuneplantillægget

    Her kan du læse Kommuneplantillæg nr. 3, 2. temarevision til Kommuneplan 2025 om "Rig natur og vedvarende energi og afgive høringssvar.

    Sidst opdateret: 11. september 2025

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97