Gå til hovedindhold

Gruppeforløb i Pædagogisk Psykiatrisk Vejledningscenter

På denne side kan du læse mere om de forskellige gruppeforløb som tilbydes i PPV.
Alle gruppeforløb starter løbende op.

  • Tegnsprog

Gruppeforløb - Fælles Guiden   

Tidspunkt: tirsdage kl. 10.00 - 12.00 

"Fælles Guiden" kan være den første gruppe, du tilbydes. Gruppen er for dig, der ønsker og har behov for vejledning til at skabe et bedre hverdagsliv, arbejde med dine håb, selvbestemmelse og muligheder. Sammen med gruppelederne vil du finde frem til det forløb, der passer til dine behov og kan hjælpe dig videre.   

Vi fokuserer på dine håb, drømme og handlemuligheder, så du kan tage et skridt mod det, der betyder mest for dig. Målet er at tage mere selvbestemmelse og turde drømme igen, så du lettere kan skabe et godt hverdagsliv. Det sociale fællesskab i gruppen fungerer som et fristed, der giver støtte til din personlige vækst. Dette bygger på recovery-tankegangen, som handler om, at du kan komme dig og finde frem til dine ønsker, håb og drømme. 

Indhold 

Der er to gruppeledere, forløbet har en fast struktur for at skabe forudsigelighed og der er indlagt pauser. 

 Gruppeforløbet strækker sig over 12 mødegange og indeholder: 

  • ·         Korte oplæg fra gruppelederne med inspiration og information om emnerne. 
  • ·         Emnerne kan for eksempel være: Hvad vil det sige at komme sig, overblik over din situation, accept, mål og drømme, energibalance. 
  • ·         Indsigt i, hvad du ønsker mere eller mindre af i dit liv. 
  • ·         Input til, hvordan du opnår det, du gerne vil. 
  • ·         Inspiration til redskaber og øvelser til eget brug. 
  • ·         Fælles erfaringsdeling, hvor vi inspirerer hinanden. 
  • ·         Viden om dine muligheder, netværk, aktivitetsliv og muligheder inden for frivillighed og civilsamfund. 

Vi glæder os til at byde dig velkommen!

 

Gruppeforløb: 'Livet med autisme'

Tidspunkt: tirsdage kl. 13.00 - 15.00 

I gruppeforløbet ’Livet med autisme’ møder du andre, der også lever med autisme. Sammen med vores engagerede gruppeleder udforsker vi, hvordan det er at leve med autisme. At se på din situation fra et andet perspektiv kan hjælpe dig med bedre at håndtere udfordringerne. Med større viden om autisme får du nye redskaber til at navigere i de situationer, der kan være svære.

En autismediagnose definerer ikke, hvem du er. Vi ønsker derfor at bruge jeres unikke oplevelser til at give dig mulighed for at lære mere om dig selv og autisme i fællesskab med andre. Du vil opdage, at du ikke er alene og ikke er forkert.

Måske finder du det udfordrende at forstå, hvordan andre mennesker reagerer? Kender du følelsen af at lyde, bevægelser og indtryk kan blive overvældende, eller at du bliver frustreret, når planer ændres? Det kan hænge sammen med din autisme, men vi vil støtte dig i at finde dine styrker og mestringsstrategier.

Indhold

Der er to gruppeledere og en fast struktur for at skabe forudsigelighed. Der vil være indlagt en pause. Forløbet strækker sig over 12 mødegange og omfatter:

·              Indføring i de grundlæggende begreber inden for autisme

·              Fokus på, hvornår autismen kan være en styrke, og hvornår den kan give udfordringer

·              Nye strategier til at håndtere svære situationer

·              Samtaler med andre, der også lever med autisme

·              Udforskning af hvad vi ved om autisme, og hvad du ved om din egen oplevelse af at leve med autisme.

·              Hvordan påvirker autismen din hverdag? Hvilke tilpasningsstrategier bruger du, og hvordan påvirker de din trivsel? 

Arbejdsformen veksler mellem præsentationer fra gruppelederne, samtaler i gruppen, individuelle opgaver og gruppearbejde. Dine erfaringer er vigtige og vil være med til at forme de emner vi tager op. Gruppelederne har naturligvis en solid viden indenfor autisme og social pædagogik og vil passe på dig gennem hele forløbet.

Vi ser frem til at byde dig velkommen i gruppen!

 

Gruppeforløb: Strategier til mentalsundhed

Tidspunkt: mandage kl. 14:00-16:00 

Velkommen til vores gruppeforløb om strategier til mentalsundhed!

Dette forløb er for dig, der ønsker at styrke din egenomsorg og finde nye veje til at håndtere stress, angst eller bekymringer. Her vil du møde andre, der deler lignende oplevelser, og sammen vil vi udforske, hvordan vi kan støtte hinanden i at skabe et bedre hverdagsliv.

Målet med dette forløb er at forbedre dine personlige og sociale færdigheder, så du bedre kan håndtere de udfordringer du møder. Når du deler dine erfaringer med ligesindede, kan det give håb og fremme din udvikling. Gruppen fungerer som et trygt rum, hvor vi kan støtte hinanden og finde nye strategier til at leve et liv der føles meningsfuldt.

Indhold

I gruppen fokuserer vi på dine ressourcer og en løsningsfokuseret tilgang. Vi arbejder med, hvad der virker for dig, og hvordan du kan bruge dine styrker til at håndtere angst:

·         Korte oplæg fra gruppelederne om redskaber og strategier til at håndtere angst.

·         Vidensdeling om angstreducerende teknikker som kognitive øvelser, mindfulness, afspænding og vejrtrækningsøvelser.

·         Erfaringsudveksling blandt deltagerne, hvor vi sammen reflekterer over de oplæg, vi hører.

·         Mulighed for hjemmeøvelser hvis du ønsker det.

·         Vi opfordrer dig til at afprøve nye handlemuligheder og dele dine oplevelser i gruppen.

·         Vi veksler mellem tematiske oplæg, individuelle øvelser, dialog og fælles vidensdeling. Refleksion over egne erfaringer og planlægning af nye tilgange er centrale elementer.

·         Gruppen fungerer som et trygt rum, hvor du kan dele dine tanker og erfaringer med angst og finde nye handlemuligheder.

Hvad du får ud af forløbet:

·         Indsigt i tegn på overbelastning og hvordan du kan håndtere dem.

·         Præsentation af mestringsstrategier der kan hjælpe dig med at ændre tankemønstre.

·         Værktøjer til at håndtere tristhed og bekymringer.

·         Opmærksomhed på energiforvaltning og hvordan du bruger din energi bedst muligt.

·         En beredskabsplan med støttepersoner, der kan hjælpe i sårbare perioder.

·         Øvelser til afspænding og opnåelse af indre ro.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i gruppen, hvor vi sammen kan udforske veje til øget mentalsundhed!

  

Gruppeforløb - Struktur på hverdagen 

Tidspunkt: torsdage kl. 10.00 – 12:00  

Struktur på hverdagen er for dig, som har brug for hjælp til at få skabt gode rutiner og struktur i din hverdag. Her vil du arbejde med at blive bedre til at lave et overblik og skabe gode og holdbare vaner. Det kan være omkring din energiforvaltning, daglige gøremål og overblik over din økonomi, samt hvordan man laver og holder et godt budget. 

Indhold

Der er 2 gruppeledere, en fast struktur for at skabe forudsigelighed samt en pause. 

Gruppeforløbet foregår over 12 mødegange og indeholder: 

·         Optimering på dit budget: faste udgifter, forbrug, madvarer og regninger 

·         Inspiration til en meningsfuld hverdag med job, uddannelse eller andre fællesskaber 

·         Viden om gode hverdagsrutiner, som du kan bruge til at skabe en god rytme i din egen hverdag 

·         Viden om forandringer, og hvorfor det kan være svært 

·         Øvelse i at formulere SMART-mål og få dem ført ud i livet

·         En gruppe, som du kan dele dine fremskridt med og motivation til at komme i gang med at få gjort de ting, du har udfordringer med. Det kan være, du har brug for at få styr på opgaverne i hjemmet, eller du har brug for at få overblik over din kalender, så du kan nå det, der er vigtigt for dig. Det kan også være, at du har svært ved at få en god og stabil døgnrytme. 

 

Gruppeforløb - Psykomotorisk træning

Tidspunkt: tirsdage kl. 15.30 – 17.30 eller torsdage kl.13.00 -15:00

Dette gruppeforløb er til dig, der kan have udfordringer med smerter, stress, angst, depression, søvnbesvær eller tankemylder og har brug for redskaber til at arbejde med at mærke sig selv. I psykomotorisk træning er det enkelte menneske i centrum – ikke diagnosen eller sygdommen. Den psykomotoriske træning tager udgangspunkt i de ressourcer og muligheder den enkelte har til rådighed, og kan hjælpe dig, så du bliver bedre til at: lytte og tolke kroppens signaler, omsætte tanker og følelser til hensigtsmæssige handlinger og blive bevidst om egne grænser og muligheder.

Indhold

Gruppeforløbet foregår over 12 mødegange og indeholder:

  • Øvelser, hvor du arbejder med psykomotorisk træning og træner din kropsbevidsthed.
  • Stabiliserende øvelser, balancetræning, afspænding og vejrtrækningsteknikker.
  • En vekslen mellem lette fysiske øvelser, åndedræts- og opmærksomhedsøvelser.
  • Øget kropsbevidsthed.
  • Bevidsthed om det, du mærker – hvordan du tænker, føler og handler.
  • Vi slutter hver gang af med mindfulness og afspænding. Her kan du sidde på en stol eller ligge på en madras på gulvet.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i gruppen!

 

Gruppeforløb – Gågruppe

Tidspunkt: torsdage kl. 13.30 – 15.00 og tirsdage 13.00 – 14.30

Gågruppen er til dig, der gerne vil med ud på en frisk gåtur i selskab med andre. At komme ud styrker både det fysiske og mentale helbred. Turen varierer fra en gåtur med samtale og Mindwalk.

Det kan være noget for dig hvis:

  • Du har brug for motion og arbejde på at være en del af et fællesskab
  • Det kan være svært at tage initiativ til selv at komme af sted

Mindwalk er et tilbud om at komme ud på en gåtur hvor der fokuseres på sanserne. På gåturen stimuleres sanserne af de udendørs omgivelser, hvilket kan bidrage til øget ro og velvære. 

Indhold:

Kort intro til dagens emne eller fokus, et ophold med deling af tanker og fornemmelser undervejs. Vi afslutter med en kop kaffe/te og opsamling af dagens gåtur.

Vi glæder os til at se dig til en frisk gåtur!

 

Gruppeforløb – Madgruppen (Afventer opstart)

Tidspunkt: torsdage kl. 16.00 -18.30

Madgruppen er for dig, der har brug for og gerne vil have mere viden, læring og erfaring med at lave mad. Vi sætter fokus på nem og sund hverdagsmad, hvor vi bruger gode råvarer og enkle opskrifter. Uanset om du er nybegynder eller har erfaring i køkkenet kan du være med! Vi har fokus på, at det skal være sjovt og nemt at lave mad. Når man laver mad sammen, er det en god anledning til at skabe nye bekendtskaber og være med i et fællesskab.

Vi laver forskellige slags retter, alt sammen med opmærksomhed på sundhed, smag og tidsforbrug. Du vil blive guidet igennem alle de processer, der skal til for at skabe et næringsholdigt måltid mad og vi har fokus på, hvordan du arbejder godt i et køkken. Målet er du kan lave et måltid mad til dig selv eller andre og få inspiration til at lave mad til flere dage ad gangen.

Du får også opskrifter med hjem, så du kan afprøve dem igen og igen. Og selvfølgelig slutter vi hver gang af med at spise sammen og derefter rydde op i fællesskab!

Indhold

Der er to gruppeledere i Madgruppen og der vil max være 8 deltagere i gruppen. I Madgruppen får du:

·         Indføring i grundlæggende viden om madlavning

·         Fokus på, hvordan man laver et nemt og sundt måltid mad

·         Viden om fødevarehåndtering og køkkenhygiejne

·         Mod og selvtillid til at lave mad derhjemme

·         Inspiration til at lave mad til flere dage ad gangen

·         Lave mad i fællesskab med andre og spise sammen i Madgruppen

Vi glæder os til at byde dig velkommen i Madgruppen – det bliver sjovt, lærerigt og hyggeligt.

 

Gruppeforløbet – To sprog en vej

Tidspunkt: mandage kl. 10 - 12

Gruppeforløbet – ”To sprog en vej” henvender sig til dig, der er tosprogede, og har brug for støtte og vejledning i grundlæggende postforståelse, betaling af regninger, hjælp til ansøgninger, digital posthåndtering og hjælp til at E-Boks. Det kan også være at du har behov for at få hjælp og vejledning til at navigere på borger.dk i forhold til din situation.

Indhold

Gruppeforløbet foregår over 12 mødegange og du får vejledning og støtte til:

·         At få styr på fysisk og digital post fra myndigheder, hospitaler, skoler og offentlige instanser

·         At forstå og handle på breve, regninger og offentlige meddelelser

·         At bruge e-Boks og naivere i denne

·         At få en bedre forståelse og overblik over din økonomi og budget

 

Du vil møde andre borgere som har behov for hjælp og støtte til ovenstående beskrevet. Med dette udgangspunkt vil der også være tid til at indgå i dialog med andre og drøfte hverdagens udfordringer i forhold til det danske system og evt. dele erfaringer og råd der kan hjælpe andre eller dig selv.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i gruppen!

Fire af deltagerne udtaler følgende om deres oplevelse og hvad det har givet dem at være en del af gruppeforløbet:

Jeg synes det er spændende og det giver mere end jeg havde regnet med. Jeg var selv meget nervøs første gang og ville egentlig ikke, men efter første forløb blev jeg positiv overrasket og gik derfra med lettelse. Det har givet mig en masse muligheder for at forblive mig selv og det med at høre andres måde at gøre det på, har hjulpet mig med ar finde nogle nye rutiner til hverdagen”. Alex, 24 år

 

”Grænseoverskridende, mærkeligt og angstprovokerende for mig, men til gengæld fortryder jeg det ikke på nogle måder. Nu hvor der er så stor åbenhed, tiltro og forståelse. Bedre forståelse for mig selv. Blot fordi man ser sig selv anderledes, så kan man stadig være glad og se sig selv og andre på en ekstraordinær måde”. Anonym, 26år

 

”Jeg har profiteret virkelig godt, af forløbet. Jeg havde en sand skepsis fra starten, men er blevet superpositiv overrasket. Man bliver mødt med empati og omsorg og føler sig inkluderet, og min oplevelse er, at det har hjulpet på mange andre aspekter i hverdagen. Det har hjulpet med til at åbne op for ting, jeg aldrig rigtig har fået snakket om eller handlet på og det har været givende, at høre de andre historier og kunne spejle sig i deres oplevelser”. Anonym, 42 år

 

”Jeg oplever det som en rigtig god oplevelse. Man kommer ud og møder andre som også kan have det svært og man får snakket og reflekteret over sig selv og vendt og drejet nye muligheder for at forbedre ens livskvalitet. Jeg vil klart anbefale det. Det har hjulpet mig og hjælper mig stadig til at acceptere den jeg er og denne tid mit liv. Det giver også noget socialt og de snakke som der er, oplever jeg meget terapeutisk. Det sætter tanker i gang, hvor man begynder at forstå sig selv bedre.” Camilla, 41 år

 

Sidst opdateret: 22. april 2025

Kontakt

Pædagogisk Psykiatrisk Vejledningscenter

Rådhusholmen 5
2670 Greve

Telefon: 43 97 37 97