Gå til hovedindhold

Miljøvurdering af lokalplan 12.56 for ‘Erhvervsområde (B) i Det indeklemte areal, Greve’

Afgørelse om miljøvurderingpligt samt offentliggørelse af procesoplysninger

  • Tegnsprog

Greve Kommune udarbejder forslag til lokalplan for den sydlige del af Det indeklemte areal, beliggende syd for Kildebrønde Vest ved Køge Bugt Motorvejens afkørsel 28 til Greve Centervej.

Med henvisning til miljøvurderingslovens § 32, stk. 1 og 2, kan Greve Kommune informere om nedenstående:
Området planlægges udviklet til erhverv, herunder den nordlige del til transport- og distributionserhverv. Lokalplanen tager afsæt i den vedtagne helhedsplan for Det indeklemte areal.

Lokalplanen skal sikre, at området kan udvikles hensigtsmæssigt - bl.a. i forhold til hvordan de nye erhvervsbygninger indpasses i det eksisterende, hvordan området ser ud fra motorvejen og håndtering af regnvand på overfladen. Lokalplanen vil sikre de præcise bestemmelser, som efter endelig vedtagelse er byggeretsgivende.

Greve Kommune har vurderet, at lokalplan 12.56 for ‘Erhvervsområde (B) i Det indeklemte areal, Greve’ er omfattet af krav om miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, i Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Det betyder, at kommunen gennemfører en miljøvurderingsproces sideløbende med, at der udarbejdes forslag til lokalplanen. Miljøvurderingsprocessen indebærer, at lokalplanen vurderes i en såkaldt miljørapport.

Inden miljørapporten udarbejdes, gennemføres en afgrænsning af miljørapportens indhold, for at fastlægge de miljøfaktorer (også kaldet miljøemner) der skal indgå i miljøvurderingen, samt miljøvurderingens detaljeringsgrad.

 Afgrænsning af miljørapportens indhold, høring af berørte myndigheder 

I forbindelse med afgrænsningen af miljørapportens miljøemner hører Greve Kommune de berørte myndigheder.
I relation følgende udpeget som berørte myndigheder til denne lokalplans miljøvurdering:

Myndigheder

Bemærkninger

Greve Kommunes vejmyndighed

Gennemgående vejforløb og trafiksikkerhed

Greve Kommunes miljømyndighed

Dispensation fra skovbyggelinje, §3 natur, bilag IV arter

Plan- og Landdistriktsstyrelsen

Planlægning for transport og logistikvirksomheder indenfor VSB-udpegning samt infrastruktur tværs gennem grøn kile, jf. Fingerplanen

Banedanmark

Vedrørende den nærliggende banestrækning

Vejdirektoratet

Vedrørende den nærliggende motorvej

Region Sjælland

Vedrørende forhold om jordforurening i området

Stiftsøvrigheden (Roskilde Stift)

Planlægning indenfor afgrænsede kirkeomgivelser ved Kildebrønde Kirke (kulturhistoriske bevaringsværdier, jf. kommuneplanen). Et lille areal i den nordlige del af planområdet er omfatter af "Kulturhistorisk bevaringsværdi”. Udpegningen for arealet omfatter af denne plan bortfalder ved endelig vedtagelse af Kommuneplantillæg nr. 3.

Museum Sydøst Danmark

Vedrørende evt. fortidsminder og arkæologiske undersøgelser

 

Berørte kommuner og forsyning

Bemærkninger

Solrød Kommune

Roskilde Kommune

Høje Taastrup Kommune

Ishøj Kommune

Orientering til nabokommuner

KLAR Forsyning

Forsyningsselskab

 

Greve Kommune vurderer, at forslag til lokalplan 12.56 for ‘Erhvervsområde (B) i Det indeklemte areal, Greve’ ikke medfører grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og der vil dermed ikke blive gennemført høring efter §38.

Når Greve Kommune har hørt de berørte myndigheder, gennemgår Greve Kommune eventuelle høringssvar og vurderer, om de giver anledning til præciseringer af én eller flere miljøfaktorer. På den baggrund fastlægger Greve Kommune den endelige afgrænsning af miljørapportens indhold.

Forslag til lokalplan 12.56 for ‘Erhvervsområde (B) i Det indeklemte areal, Greve’ med tilhørende miljørapport forventes at blive sendt i offentlig høring fra ultimo marts 2026 og 8 uger frem.

Greve Kommune annoncerer høringen på greve.dk, hvor kommunen også angiver kontaktoplysninger og tidsfrist for afgivelse af høringssvar.

Når Greve Kommune har hørt offentligheden og de berørte myndigheder, gennemgår kommunen eventuelle høringssvar og vurderer, om de giver anledning til ændringer af forslag til lokalplan 12.56 for ‘Erhvervsområde (B) i Det indeklemte areal, Greve’.
I den forbindelse udarbejder Greve Kommune en såkaldt sammenfattende redegørelse, som beskriver, hvordan kommunen har inddraget miljøhensyn i lokalplanen.

Afslutningsvis vedtager Byrådet forslag til lokalplan 12.56 for ‘Erhvervsområde (B) i Det indeklemte areal, Greve’ og den sammenfattende redegørelse.

Efter vedtagelsen offentliggør Greve Kommune lokalplanen, miljørapporten, den sammenfattende redegørelse og eventuelle rapporter og miljøoplysninger, som Greve Kommune har brugt til miljøvurderingen.

Foreløbig tidsplan

Proces Tid
Høring af de berørte myndigheder om afgrænsningen af miljørapportens indhold December 2025
Politisk behandling af forslag til lokalplan 12.56 og miljørapporten Marts 2026
Høring af offentligheden og de berørte myndigheder om forslag til lokalplan 12.56 og miljørapporten Marts-maj 2026
Politisk behandling af lokalplan 12.56 og den sammenfattende redegørelse Juni 2026
Offentliggørelse af Lokalplan 12.56, miljørapporten, den sammenfattende redegørelse og eventuelle rapporter og miljøoplysninger på greve.dk Juni 2026

  

Lovgrundlag

Lokalplanen udarbejdes efter Planlovens kapitel 5 om lokalplanlægning.
Miljøvurdering af planforslaget gennemføres efter reglerne i miljøvurderingsloven med senere ændringer: LBK nr. 4 af 3. januar 2023. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Oplysninger

Miljøoplysninger der anvendes til miljøvurderingen offentliggøres sammen med planforslaget og miljørapporten på kommunens hjemmeside.
Bemærkninger eller spørgsmål til processen kan rettes til: Planafdelingen på mail: plan@greve.dk. Fristen for bemærkninger, som skal med som høringssvar, skal sendes indenfor høringsperioden.

Klagevejledning

Denne afgørelse om miljøvurderingspligt kan påklages til Planklagenævnet.
Du klager via Klageportalen for Nævnenes Hus. Du logger på klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Greve Kommune via klageportalen.
Når du klager, skal du betale et klagegebyr. Gebyret er på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Klagegebyret opkræves først, hvis Greve Kommune beslutter at fastholde afgørelsen og videresender klagen til Planklagenævnet.
I klageportalen sendes din klage automatisk først til Greve Kommune. Hvis Greve Kommune fastholder afgørelsen, sender Greve Kommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se betingelserne for at blive fritaget her.

Klagefrist

Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, det vil sige d. 12. januar 2026. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Opsættende virkning

En klage over denne afgørelse har opsættende virkning efter lovgivningen. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.

Sidst opdateret: 16. december 2025

Kontakt

Planlægger

Rådhusholmen 10
2670 Greve