Gå til hovedindhold

Hvad er en borgersamling?

I en borgersamling arbejder borgerne med værdier, temaer og mulige løsninger med det formål at komme med anbefalinger til politikerne. Omdrejningspunktet i Greve Kommunes Klimaborgersamling er at komme med input i udarbejdelsen af den ambitiøse klimahandlingsplan og dermed konkretisere mulige tiltag, handlinger og samarbejder, der reducerer CO2-udledningen kraftigt.

Om borgersamlingen

I borgersamlingen arbejder 36 repræsentativt udvalgte borgere med en række temaer og mulige løsninger på et komplekst spørgsmål. Borgerne mødes et antal gange, hvor de på baggrund af faglig viden arbejder i grupper. Det overordnede mål er at udarbejde konkrete anbefalinger til politikerne. 

 

Læs mere om borgersamlinger her

Byrådet giver de repræsentativt udvalgte borgere mulighed for at blive en del af en Klimaborgersamling. Klimaborgersamlingens opgave er at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi nedbryder målet om at reducere vores påvirkning af klimaet til helt konkrete lokale handlinger i samspil med borgere, virksomheder og foreninger.

Byrådet har sat både penge og ressourcer af, til at anbefalingerne kan blive indarbejdet i den ambitiøse klimahandlingsplan, som kommunen skal lave inden foråret 2023, og måske kan nogle af anbefalingerne blive til virkelighed allerede inden, i løbet af 2022.

Klimaborgersamlingen løber over to hverdagsaftener, og to lørdage og søndage fra januar 2022 til april 2022. 

Demokratirådgiverne fra WE DO DEMOCRACY driver Klimaborgersamlingen og sikrer en uvildig og transparent proces. Borgersamlingen er borgernes rum.

Undervejs i forløbet bliver deltagerne klædt på med viden fra eksperter og kan bede om ekspertindlæg, så de kan drøfte forskellige hensyn og perspektiver med hinanden.

Alle borgere over 16 år inviteres til at deltage ved at tilmelde sig, ud af de tilmeldte udtrækkes ved lodtrækning 36 borgere.

Lodtrækningen skal ske på en måde, så de udtrukne deltagere repræsenterer borgerne i Greve Kommune ift. fordelingen på alder, køn, uddannelse og geografi.

Byrådet har valgt, at Klimaborgersamlingen i Greve skal arbejde med:

Udfordringen
Vi skal opnå klimaneutralitet for kommunen som geografisk område inden 2050. Det er en stor opgave, som kun kan løftes i samarbejde mellem bl.a. kommune, borgere og erhvervsliv.
 
Kerneopgaven
Byrådet har brug for din hjælp til at forestille os en fremtid i Greve Kommune, hvor vi sammen omstiller til en CO2-neutral og grøn hverdag.
 
Arbejdsspørgsmålene
  • Hvordan kan vi hjælpe hinanden på tværs af vores kommune, lokale civilsamfund og erhvervsliv i arbejdet med at omsætte målet om CO2-neutralitet til konkrete handlinger i hverdagslivet i Greve Kommune?
  • Hvilke forbrugsområder kan vi med fordel arbejde med og hvordan?

Det bliver Klimaborgersamlingens opgave at prioritere og udpege indsatser inden for de forskellige sektorer som det er særligt relevant at arbejde med i Greve Kommune. Derudover bliver det Klimaborgersamlingens opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man rundt om i kommunen kan udføre CO2-reducerende tiltag, og hvordan man i samarbejde kan opnå klimamålene i praksis og oversætte dem til lokale initiativer, blandt borgerne, i foreninger, virksomheder, skoler og i det hele taget i vores lokalsamfund her i Greve Kommune. 

Formålet med at arbejde med spørgsmål som disse ved hjælp af en borgersamling er at forankre arbejdet med komplekse og globale udfordringer lokalt og samtidig sikre, at det sker med udgangspunkt i et stærkt borgerperspektiv.

Borgersamling i Københavns Kommune

Hvad skal vi bruge vores gader til, hvis der er færre biler i middelalderbyen? Den beslutning har 36 borgere i Københavns Kommune fået indflydelse på!

 

Borgersamling i Albertslund Kommune


Albertslund står foran en udvikling af byen som skaber mulighed for op mod 10.000 nye borgere over de næste 10 år. Borgersamlingen skal hjælpe kommunalbestyrelsen i Albertslund med at forestille sig, hvordan et fremtidigt Albertslund skal se ud – hvad skal der til for at bevare og skabe nye stærke fællesskaber?

 

Borgersamling i Rudersdal Kommune


Kommunalbestyrelsen gav 37 repræsentativt udvalgte borgere mulighed for at blive en del af en borgersamling. Borgersamlingens opgave var at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi omsætter FN’s verdensmål til lokal handling i samspil med borgere, virksomheder og foreninger.

Hør Rune fra København fortælle om sin oplevelse som deltager i en borgersamling.

Sidst opdateret: 12. oktober 2021

Kontakt

Center for Teknik & Miljø

Rådhusholmen 10
2670 Greve

Telefon: 43 97 97 97

Send Digital Post (kræver NemID)