Gå til hovedindhold

Familierådgiver, Familierådgivningen

Natasja Hansen Gammelgaard arbejder som Familierådgiver i Greve Kommune

  • Tegnsprog

At gøre en forskel for børn og familier – mød Natasja Gammelgaard

For Natasja Gammelgaard er det relationen til børn, unge og deres familier, der giver mening i hverdagen. Som familierådgiver i Børn og Familier har hun gennem de seneste 11 år været med til at støtte børn og unge i svære livssituationer og hjælpe familier med at finde nye veje fremad. 

"Det betyder meget for mig at mærke, hvordan børnene eller de unge bliver trygge ved at tale med mig og åbner mere op for det, der fylder i deres liv," fortæller Natasja

Hun oplever stor værdi i at være en vigtig medspiller i sårbare børn og unges liv og samtidig støtte forældre i at hjælpe deres børn bedst muligt.

En hverdag tæt på børn, unge og familier
Som familierådgiver er ingen dage helt ens. En stor del af arbejdet foregår i dialog med børn, unge, familier og samarbejdspartnere, og møderne finder sted mange forskellige steder.

Natasja tilbringer en del af sin arbejdsdag på kontoret, hvor hun taler i telefon, dokumenterer sager og forbereder møder. Samtidig afholder hun løbende møder med familier, skoler, daginstitutioner og andre samarbejdspartnere.

Møderne kan foregå på rådhuset, i familiens hjem, på skolen eller i daginstitutionen. Nogle gange foregår samtalerne med børn og unge endda på en gåtur, hvis det skaber de bedste rammer for dialogen.

En vigtig del af jobbet er at vurdere behovet for støtte og iværksætte de indsatser, der kan hjælpe barnet eller den unge videre.

Faglighed, omsorg og svære beslutninger
Arbejdet som familierådgiver kræver både faglighed og menneskelig indsigt.

"En familierådgiver skal kunne tale med mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde, kulturer og livsvilkår," fortæller Natasja.

Det handler om at kunne tale om svære emner på en respektfuld og omsorgsfuld måde, samtidig med at man bidrager til udvikling og understøtter de ressourcer, der allerede findes i familien.

Mange roller i ét job
Noget af det, der overraskede Natasja mest, da hun begyndte som familierådgiver, var spændvidden i jobbet.

"En familierådgiver er både myndighedsperson, som skal træffe svære beslutninger, og en fagperson, som skal kunne yde omsorg og vejledning," fortæller hun.

Selv efter mere end ti år i faget oplever hun stadig at lære nyt.

"Det har overrasket mig, hvor mange forskellige opgaver og roller jobbet rummer."

Et godt råd til nye socialrådgivere
Når Natasja skal give et råd videre til nye kollegaer i faget, handler det om at bruge fællesskabet omkring sig.

"Tag imod sparring fra kolleger og spørg om råd, når du er usikker. Vi bliver alle usikre fra tid til anden, og det er ingen skam at være i tvivl," siger hun.

Når hun ikke er på arbejde
Når arbejdsdagen er slut, er Natasja først og fremmest familiemenneske. Hun er gift og mor til to små børn, og en stor del af fritiden går med aktiviteter sammen med familien og gode venner.

Hun holder også af at opleve verden og rejser gerne med sin mand og børn, når muligheden byder sig.

Natasjas karriere har fra starten været centreret omkring arbejdet med børn, unge og familier.

  • Uddannet socialrådgiver fra Professionshøjskolen Metropol på Frederiksberg.
  • Fik efter endt uddannelse i 2015 et halvt års vikariat i Familieafdelingen på Frederiksberg.
  • Opbyggede her sine første erfaringer med myndighedsarbejde og rådgivning af familier.
  • Blev efterfølgende ansat som familierådgiver i Greve Kommune.
  • Har gennem mere end et årti arbejdet med børn, unge og familier med behov for støtte og vejledning.
  • Har løbende udviklet sine kompetencer inden for myndighedsarbejde, tværfagligt samarbejde, rådgivning og børnefaglige vurderinger.
Sidst opdateret: 3. november 2026