Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Borgerinddragelse: Alle borgere kan blande sig, når Greve Kommune skal lave ny klimaplan.
Greve Kommunes klimakoordinator Julie Torsbjerg Lynge (th) og demokratirådgiver fra We Do Democracy, Johan Galster (tv) glæder sig meget til at møde borgerne i Greve til Klimaborgersamling.
Greve Kommunes kommende klimaplan skal laves i tæt samarbejde med borgerne.
Byrådet besluttede nemlig mandag at borgerne skal have direkte indflydelse på indholdet i klimaplanen. Derfor har et enigt byråd besluttet at afprøve en helt ny metode til borgerinddragelse.
"Byrådet har vedtaget, at vi skal have en ambitiøs klimahandleplan, og derfor har vi brug for, at borgerne hjælper os med at beslutte, hvad der er vigtigt hos os. Derfor inviterer vi alle borgere i Greve over 16 år til at deltage på forskellige måder. Nogen bliver medlem af en såkaldt borgersamling, og andre bliver hørt ved et borgermøde," siger Marc Genning, formand for Plan- og Udviklingsudvalget..
Greve Kommune bliver den første kommune i Danmark, som laver en klimaborgersamling, hvor deltagerne både bliver undervist i forskellige emner, der har med klimaet at gøre og derefter har god tid til at drøfte, hvad de synes, der skal ske lokalt.
Sideløbende bliver alle borgere inviteret til et borgermøde, hvor de også kan komme med deres
input.
Alle input bliver samlet til en række anbefalinger som byrådet får overdraget.
Borgerinddragelsen bliver ledet Johan Galster, som er demokratirådgiver i virksomheden We Do Democracy. Han er glad for at få mulighed for at lede Danmarks første klimaborgersamling.
"De klimaudfordringer vi står over for, kan hverken politikere, borgere eller erhvervsliv løse alene. Derfor skal vi styrke lokaldemokratiet for at sikre en grøn omstilling, så vi laver løsninger som alle parter kan se sig selv i", siger han.
Det næste der sker er, at alle borgere i Greve Kommune, som er over 16 år, får en invitation i e-Boks til at melde sig som interesserede i Klimaborgersamlingen.
Læs mere om tidsplan og organisering på www.Greve.dk/Klimaborgersamling