Gå til hovedindhold

Endelig vedtagelse af Kommuneplantillæg nr. 6.2 og Lokalplan nr. 11.56 for Boligbebyggelsen Strandby Have i Hundige Strandby

Byrådet har d. 20. september 2021 vedtaget Kommuneplantillæg nr. 6.2 og Lokalplan nr. 11.56

22. sep. 2021
  • Tegnsprog

Bekendtgørelse om endelig vedtagelse af Kommuneplantillæg nr. 6.2 og Lokalplan nr. 11.56 for Boligbebyggelsen Strandby Have i Hundige Strandby, med ikrafttrædelsesdato den. 22. september 2021.

Kommuneplantillægget

Som forudsætning for udarbejdelsen af Lokalplan nr. 11.56 for Boligbebyggelsen Strandby Have i Hundige Strandby er der blevet udarbejdet Kommuneplantillæg nr. 6.2, idet en realisering af lokalplanen strider imod de gældende kommuneplanrammer 1BE2, der udlægger området til blandet bolig og erhverv og 1B2, som udlægger området til boligformål.
Kommuneplantillægget sikrer derfor, at lokalplanområdet for Lokalplan nr. 11.56 får sin egen kommuneplanramme 1B7, der udlægger området til boligformål som tæt-lav boligbebyggelse og etageboligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 65, etageantal på maksimum 3 og bygningshøjde på maksimum 12 meter. Kommuneplanrammen har også sin egen parkeringsnorm.

Kommuneplantillæg nr. 6.2 til Kommuneplan 2017 (PDF)

Lokalplanområdet

Lokalplanområdet udgør ca. 46.600 m2. Området ligger øst for Hundige Station mellem Centerstien, Vangeleddet og Frydenhøj Allé.

Baggrunden for lokalplanen

Byrådet udbød i foråret 2020 et areal i Hundige Strandby (tidligere kaldt Hundige Øst) til opførelse af varierende typer af boliger og vedtog i august 2020 valg af byder. Lokalplan nr. 11.56, som udgør et delområde i udbuddet, omhandler opførelse af rækkehuse og etageboliger samt en udvidelse af et eksisterende regnvandsbassin. Projektet betyder, at der er udarbejdet en ny lokalplan og et kommuneplantillæg for området.

Lokalplanforslagets indhold og intentioner

Lokalplanens intentioner er at muliggøre rækkehuse og etageboliger med varierende boligstørrelser. Sammen med en udvidelse af et eksisterende regnvandsbassin vil de danne ramme for et nyt boligområde Strandby Have. Etageboligerne ligger som mindre længehuse op imod Centerstien og rækkehusene langs de interne boligveje. Rundt i området er der grønne opholdsarealer og plads til fælles aktiviteter. Samtidig bliver regnvandsbassinet et aktiv for området ved, at bassinets kant giver mulighed for at komme helt ned til vandspejlet og bruge det som en rekreativ kvalitet både for områdets beboere og de omkringliggende naboer.

Lokalplanen giver konkret mulighed for 95 rækkehuse i minimum 2 etager med facader i tegl med lyse changerende jordfarver står og 48 etageboliger i maksimum 3 etager med hvide pudsede facader. Udvidelsen af regnvandsbassinet er på 6.275 m3.

Lokalplan nr. 11.56 for Boligbebyggelsen Strandby Have i Hundige Strandby (Digital)

Derudover kan du se kommuneplantillæg og lokalplan inde på hjemmesiden for Hundige Strandby sammen med den videre proces for Hundige Strandby

Lokalplanen er vedtaget med følgende ændringer

Ændringerne er listet op efter de emner, der har været berørt i høringssvarene.

  • Skyggediagrammer: Skyggediagrammer er blevet udarbejdet til det endelige projekt og er sat ind i lokalplanens redegørelse.
  • Vej, sti og parkering: Rettelser i redegørelsen, så der er overensstemmelse mellem projekt og lokalplan.
  • Cykelparkering §5.5: Ordet ’etablering’ udgår, så det bliver muligt at placere cykelparkering, hvor på grunden man ønsker.
  • Altan og haver til etageboliger: Der sættes en maksimumdybde på haver til etagelejligheder i stueetagen. Bestemmelsen for hegning (§ 8.1) opdeles, så det bliver tydeligt, hvor den gælder. Derudover tilføjes der at der ikke må hegnes ud mod Centerstien.
  • Afstand mellem etageboliger og Centersti: Der er indsat en minimums- og maksimumsafstand til Centerstien fra etageboligerne i § 6.1
  • Centerstien: Det er præciseret, at der også på langs arealer ud mod Centerstien skal plantes græs og engbeplantning.
  • Mindre rettelser og korrekturrettelser: Mindre konsekvensrettelser mellem projekt og lokalplan.

Retsvirkning

Efter denne offentliggørelse af lokalplanen må der, i henhold til planlovens § 18, ikke retligt eller faktisk etableres forhold, som er i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation i henhold til lovens § 19.
Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om, at der skal etableres de bygningsanlæg, som er fastlagt i lokalplanen, men når der bygges og anlægges, skal det ske i overensstemmelse med lokalplanen.
Eksisterende lovlig anvendelse af ejendommene kan fortsætte som hidtil.

Klagevejledning

Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3 for så vidt angår retlige spørgsmål. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelse, dvs. inden den 20. oktober 2021. Klagen skal oprettes via klageportalen. De nærmere regler for indgivelse af klage kan ses på Nævnenes Hus

Evt. retssag vedrørende planen skal anlægges inden 6 måneder fra denne offentlige bekendtgørelse, dvs. inden den 22. marts 2022 jf. planlovens § 62, stk. 1.

Greve Byråd

Sidst opdateret: 30. januar 2023

Kontakt

Planlægger

Rådhusholmen 10
2670 Greve