Gå til hovedindhold

Fortællefestival i Greve skaber hårrejsende oplevelser

I Greve Kommune kan du varme op til Halloween med (u)hygge for både børn og voksne, når årets Fortællefestival løber af stablen i uge 43. Programmet byder på våde gys, hårrejsende historier og uhyggelige væsener, der huserer efter mørkets frembrud.

06. okt. 2021

Film skal ses i svømmehallen

Mærk vandet skvulpe omkring dig, når du ser den gamle gyserklassiker ”Dødens gab” eller drøm dig ind i eventyret under havets overflade, når du ser Disneyklassikeren ”Den lille havfrue” i Greve Svømmehal. Med popcorn i hånden og flydende i en badering bliver Greve Svømmehal fredag den 22. oktober for en enkelt aften forvandlet til en flydende biograf.

Arrangementet er startskuddet på årets Fortællefestival i uge 43, hvor alle børn og unge i Greve Kommune kan opleve fortællinger i nye former og formater.

At se en film i svømmehallen er et godt eksempel på, at en god fortælling kan blive endnu bedre, når den ikke bare ses og høres, men også kan mærkes, udtaler Bodil Nielsen, leder af Greve Svømmehal, der som noget helt nyt er med i årets Fortællefestival.

Halloween på Mosede Fort

Fortællefestival afholdes for sjette år i træk, og arrangørerne ser frem til igen at kunne gennemføre alle arrangementer. Så har du tidligere fejret Halloween med et godt gys på Mosede Fort, så har du chancen for at opleve det igen i år.

Unge ved Performanceskolen på Greve Kultur-Base har i flere måneder arbejdet med at vække gys og gru til live i de mørke gange under Mosede Fort. De tunge jernporte til Mosede Fort åbnes lørdag den 30. oktober, kl. 18.00-21.00. Så kan modige børn og unge opleve på egen krop, hvad der sker i kasematterne efter mørkets frembrud - når det er allermest uhyggeligt. Der har allerede været en overvældende interesse for arrangementet på Facebook, og derfor skal man som noget nyt tilmelde sig arrangementet, som dog er gratis for alle.

Gys på gården

Er man mere til hårrejsende historier i skæret fra roe- og græskarlygter, så byder Greve Museum igen i år til Gys på gården søndag den 24. oktober, kl. 11.30-15.00. Her kan både små og store børn besøge heksehulen, lave roelygter og få smadder ulækre smagsprøver i cafeen.

Fortællefestival afholdes i et samarbejde mellem Greve Kultur-Base, Greve Bibliotek Greve Museum og Greve Svømmehal som en del af årets fortællefestival i Greve Kommune. Se mere om arrangementer og tilmelding på https://www.greve.dk/fortaellefestival

Sidst opdateret: 15. august 2023

Kontakt

Museumsinspektør

Louise Kofod Ahmt

Programkoordinator

Telefon: 24803650

E-mail: lkah@greve.dk