Gå til hovedindhold

Fra 1. maj 2021 kan du indfri dit indefrysningslån

Den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld er nu ændret til en frivillig ordning. Som boligejer kan du derfor fra- og tilvælge indefrysning fra 2. halvår 2021.

28. apr. 2021
  • Tegnsprog

Indhold

    Som boligejer har du siden 2018 muligvis fået indefrosset en del af din grundskyld. Det betyder, at du i perioden 2018-2020 ikke har skullet betale en eventuel stigning i grundskylden år for år, men først når du sælger din bolig.

    Den midlertidige indefrysningsordning betyder, at kommunen indefryser stigninger i grundskylden, hvis den årlige stigning er mere end 200 kr. pr. ejendom pr. ejer.

    Indefrysningen er rente- og gebyrfri frem til 2024, hvor ordningen overgår til SKAT.

    Når du sælger din bolig, skal hele det indefrosne beløb betales til kommunen.

    Ordning bliver frivillig

    Men nu er den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld ændret til en frivillig ordning. Det betyder, at du som boligejer kan fra- og tilvælge indefrysning fra 2. halvår 2021.

    Det kan du gøre fra den 1. maj 2021. Fra denne dato har du mulighed for at framelde dig ordningen ved at logge på borger.dk og søge på "indefrysning". Du skal være opmærksom på, at du ikke kan fortryde dit fravalg og få din oprindelige indefrysning tilbage.

    Hvis du ikke fravælger ordningen, fortsætter den som hidtil, og du skal ikke gøre noget.

    Hvis du vælger at framelde dig ordningen, skal du betale det samlede indefrosne beløb for perioden 2018 til og med 30. juni 2021.

    Beløbet skal betales på indbetalingskort, som efterfølgende bliver tilsendt til din digitale postkasse eller sendt med PostNord.

    Eventuelle medejere skal selv framelde sig

    Det er alene din andel af indefrysningen på ejendommen, der frameldes. Det vil sige, at eventuelle medejere selv skal framelde sig ordningen, hvis de ønsker det.

    Du kan dog tilmelde dig indefrysningsordningen igen fra og med næste grundskyldsrate 1. juli 2021. Hvis du gør det, vil du kunne få indefrosset eventuelle fremtidige stigninger i grundskylden.

    Hvis du har spørgsmål til indefrysningen af grundskyld, kan du kontakte os på telefon 43 97 97 97, hvis din ejendom ligger i Greve Kommune.

    Sidst opdateret: 7. februar 2024

    Kontakt

    Greve Kommune (Borgerservice og rådhus)

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97