Gå til hovedindhold

Greve Kommune laver ordning for whistleblowere

Medarbejdere i Greve Kommune får snart mulighed for at fortælle om lovovertrædelser og overgreb gennem en whistleblowerordning.

2. nov. 2021
  • Tegnsprog

Tina H. Jepsen er Greve Kommunes borgerrådgiver, som vil modtage eventuelle oplysninger og iagttagelser gennem den nye whistleblowerordning.

Byrådet besluttede mandag aften at etablere en whistleblowerordning, hvor medarbejdere kan dele viden om lovovertrædelser, magtanvendelse eller overgreb.

Byrådet valgte, at alle kommunens ansatte kan henvende sig med oplysninger eller iagttagelser både mundtligt og skriftligt. Modtageren skal være kommunens borgerrådgiver, som allerede har en uafhængig særstatus i forhold til resten af administrationen. Hvis borgerrådgiveren er fraværende, er det juristerne i byrådssekretariatet, som vikarierer. Uanset hvem der modtager oplysningerne, bliver de behandlet fortroligt.

“Jeg håber naturligvis, at medarbejdere og ledere i Greve Kommune har en gensidig tillid, så vi aldrig får brug for whistleblowerordningen. Men hvis der foregår alvorlige lovovertrædelser eller overgreb, håber jeg på den anden side, at medarbejdere og ledere vil dele deres viden, så vi kan rette op på forholdene,” siger borgmester Pernille Beckmann.

For at sikre fortrolighed omkring skriftlige henvendelser, skal Greve Kommune købe et særligt it-system.

Ordningen med whistleblower er en følge af EU’s whistleblowerdirektiv, og Greve Kommune får et tilskud fra staten til at etablere og drive ordningen.

Sidst opdateret: 15. august 2023

Kontakt

Borgmester

Telefon: 50 58 25 26

E-mail: borgmesteren@greve.dk