Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Nye tal i opgørelsen Grønt Regnskab 2020 viser, at el-, varme- og vandforbruget samt CO2-udledningen er faldet sidste år i Greve Kommunes ejendomme og institutioner. En stor årsag til faldet kan tilskrives Coronakrisen.
Rådhusbetjent Dan Christiansen er en af de medarbejderne, der holder øje med kommunens energiforbrug på Rådhuset. Han tjekker også, om der kommer vand nok ud af vandhanerne, eller om de drypper eller holder tæt.
Greve Kommunes skoler, daginstitutioner og idrætsanlæg har sparet på energien sidste år, viser tal fra Grønt Regnskab 2020. For eksempel er vandforbruget faldet med 21 % i forhold til 2019, mens udledningen af CO2 er faldet med 6,3 %.
Det faldende forbrug glæder Greves borgmester Pernille Beckmann. Hun påpeger, at Coronakrisen har medvirket til et fald i ressourceforbruget i bygningerne. Kommunens tekniske personale har i coronatiden været gode til at indstille og styre ejendommene til den nye situation og dermed spare på varme og el så godt som muligt. Derudover ser borgmesteren også udviklingen som et resultat af, at kommunen siden 2011 har haft stor fokus på at nedsætte CO2-udslippet og reducere forbruget af el, vand og varme i kommunens ejendomsportefølje blandt andet med store investeringer i energirenovering af ejendommene.
“Vi bruger det grønne regnskab til løbende at følge forbruget på de enkelte kommunale skoler, daginstitutioner og idrætsanlæg som led i kommunens energistyring. Naturligvis har nedlukningen under Corona en stor andel i den opnåede besparelse i energiforbruget i 2020. Men 2020 har også båret præg af, at vi som kommune og takket være vores tekniske personale og brugere har været gode til at sætte ekstra fokus på vandspild i kommunens ejendomme. For eksempel har vi sidste år renoveret og udskiftet toiletter i mange daginstitutioner, så toiletter ikke står og løber. Desuden har vi begrænset vandspild og eventuelle bygningsskader ved at reagere hurtigt på vandalarmer, der lokaliserer lækager i vandsystemet og sprængte vandrør særligt i ejendomme med vandsystemer af ældre dato”, fortæller borgmester Pernille Beckmann.
Greve Kommune har som Klimakommune forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen med 2 % pr. år fra 2008 til 2020. Grønt Regnskab 2020 dokumenterer, at Greve Kommune har overholdt klimakommuneaftalen indgået med Danmarks Naturfredningsforening. Fra 2010 til 2020 er CO2 udledningen samlet faldet med 20,7 %.
Klimakommune aftalen ophører med udgangen af 2020 men erstattes af DK2020, som Greve Kommune er tilmeldt. Indgåelsen af aftalen om DK2020 vil betyde, at Greve Kommune fremadrettet skal udarbejde et grønt regnskab for hele kommunen, dvs. også kommunens borgere og virksomheder. Byrådet godkendte at der afsættes midler til arbejdet med DK2020 fra Verdensmålspuljen i juni 2021.
Varmeforbruget i Greve Kommunes bygninger var i 2020 på 25.895 kWh, og det er et fald på 2,8% i forhold til 2019. Vandforbruget i 2020 var på 60.671 m3, hvilket svarer til et fald på hele 21 % i forhold til 2019. Det samlede elforbrug i 2020 var på 6.959 MWh, hvilket er et fald på 8,9 % i forhold til 2019. Resultatet for 2020 viser et fald i udledt CO2 på 6,3 % i forhold til sidste år.