Gå til hovedindhold

Nu åbner samlingssted med to nye tilbud for borgere i Greve

Har du lyst til at være sammen med andre ligesindede et sted med plads til alle og masser af spil og kreative aktiviteter for enhver smag i DropIn? Sådan lyder tilbuddet til borgere i Greve.

06. okt. 2021

Hver mandag aften kan unge med for eksempel autisme eller ADHD/ADD i Greve nu sammen med andre unge hygge sig med computerspil i et nyt Gamer Room i DropIn. Der er også mulighed for at spille brætspil, billard og petanque eller deltage i rollespilsaften, wellnessaften, filmaften, bageaften eller for eksempel male, tegne og producere smykker.

Hver tirsdag aften kan borgere med udviklingshæmning mødes i DropIn og hygge med brætspil og andre spil, filmaften, bageaften eller for eksempel maling, tegning eller andre aktiviteter.

"Det er dejligt, at vi nu har et skræddersyet tilbud til alle de borgere, der af forskellige årsager har udfordringer i hverdagen, og som har svært ved at få venner og savner at blive en del af et godt fællesskab i genkendelige og trygge rammer. Vi forventer, at mange deltagere vil opleve DropIn som et attraktivt samlingssted og få det bedre med sig selv og i relationer til andre. Her er hjerterum til både unge med en diagnose som for eksempel autisme eller ADHD/ADD og til borgere med udviklingshæmning", siger Liselott Blixt.

DropIn har åbent hver mandag og tirsdag aften

Det er gratis at deltage i aktiviteterne, og du behøver ikke at tilmelde dig på forhånd. DropIn skulle have været åbnet i maj 2020, men det forhindrede Corona nedlukningen.
Her kan du læse, hvad der er på programmet de forskellige aftener: www.greve.dk/dropin

Åbningstider

DropIn holder til i Aktivhuset i Freyas Kvarter 48 og har åbent mellem kl. 18.30-21.00 hver mandag for unge mellem 18-30 år. DropIn har åbent hver tirsdag mellem kl. 17.30-21.00 for borgere med udviklingshæmning over 18 år. For at deltage skal du kunne klare sig selv fysisk. Det vil sige, at du selv kan komme op til 1. sal og at du kan gøre dig forståelig. Der vil være specialpædagogisk personale til stede.

Sidst opdateret: 15. august 2023

Kontakt

Liselott Blixt (O)

1. viceborgmester

Blåhegnet 36
2670 Greve

Telefon: 61 62 46 26

E-mail: ltt@greve.dk