Kontakt
Center for Job & Socialservice
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Corona-nedlukning er gået hårdt ud over langtidsledige, og derfor skærper Greve Kommune indsatsen for at hjælpe langtidsledige væk fra en passiv hverdag og i job.
Corona-nedlukningen kostede mange mennesker jobbet, men for langt de fleste borgere i Greve blev det kun en kort periode med arbejdsløshed og de er tilbage i beskæftigelse igen. Til gengæld ser det mere sort ud for Greve Kommunes langtidsledige borgere. Her er antallet at ledige steget - blandt andet fordi de ikke har kunnet vende tilbage til deres hidtidige beskæftigelse eller branche.
Lige nu er der således 221 langtidsledige borgere i Greve Kommune, som har været ledige i mindst 40 uger. Det er mere end dobbelt så mange som før corona og nedlukningerne.
Derfor har Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget sat sig for at hjælpe de langtidsledige tilbage i beskæftigelse.
“De langtidsledige medborgere skal opleve, at der er en plads i samfundet og på arbejdsmarkedet til dem. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at de finder en plads i en ny branche, som efterspørger arbejdskraft. Til gengæld forventer jeg også, at de langtidsledige tager imod hjælpen og siger ja til det arbejde de bliver tilbudt”, siger Morten Dahlin, som er formand for udvalget.
Han fremhæver, at Greve Kommune ansatte tre ekstra medarbejdere til at hjælpe ledige i job efter nedlukningerne. Og nu, hvor den generelle ledighed igen er på samme niveau som før nedlukningerne, bliver de ekstra medarbejdere dedikeret til de borgere, som er ramt af lang tids ledighed.
Morten Dahlin og hans kollegaer i udvalget ønsker samtidig at hjælpe lokale virksomheder, som mangler arbejdskraft. Derfor har de besluttet, at kommunen skal have et særligt fokus på at tilbyde langtidsledige et forløb som voksenlærlinge i de brancher, som mangler medarbejdere. Det er for eksempel byggeri og anlæg, industri og teknologi-virksomheder og ikke mindst på plejehjem og i hjemmeplejen, hvor der er brug for flere medarbejdere.
2019: 634 ledige, heraf 100 langtidsledige
2021: 695 ledige, heraf 221 langtidsledige
Stigningen i antallet af langtidsledige fra 2019 til 2021: 121 procent
Langtidsledighed er mere end 40 uger uden beskæftigelse inden for et år.