Gå til hovedindhold

Vær med når juletræet tændes foran Greve rådhus den 21. november

Årets store julearrangement løber af stablen søndag den 21. november 2021, hvor borgmesteren traditionen tro tænder det store juletræ foran rådhuset.

4. nov. 2021
  • Tegnsprog

Årets juletræ er 14 meter højt og en 37 år gammel nordmannsgran fra Klosterskov ved Borup.

Alle små og store Greveborgere er inviteret. Arrangementet starter klokken 16.00 med et juleoptog gennem Greve Midtby Center, som slutter ved rådhuset. Efterfølgende er der musik, sang og julehygge og gratis slikpose til alle fremmødte børn på pladsen foran rådhuset. Her vil borgmesteren igen i år blive hejst op i en lift til toppen af træet sammen med den heldige vinder af årets tegnekonkurrence.

”Juletræstændingen er en af de traditioner i Greve, som jeg ser frem til hvert eneste år. Det er nemlig en dag fyldt med juleglæde og dejlig julemusik. Jeg håber derfor, at der igen i år er rigtig mange borgere, som har lyst til at deltage”, siger borgmester Pernille Beckmann.

Vind en lifttur op til træets top med borgmesteren

Alle børn har mulighed for at deltage i tegnekonkurrencen og dermed få chancen for at komme op i liften med borgmesteren. De skal blot tegne det, de bedst kan lide ved julen, skrive tydeligt navn på tegningen og lægge tegningen i den store julekasse i Borgerservice eller ved Kop & Kande i Greve Midtby Center fra den 8. november.

Borgmesteren trækker sammen med sidste års vinder en vinder til arrangementet.

Varm op til juletræstændingen i Greve Midtby Center

Der er ekstra julehygge, optræden og julemusik i Greve Midtby Center for alle interesserede fra klokken 15.00 til 16.00. Underholdningen med sang og musik leveres af Greve Kultur-Base, herunder Musikskolen og Ungdomsskolen. Derudover bidrager også Greve Pigegarde, Greve Ungdoms Brandvæsen samt Mindeperlernes Nisser.

Sidst opdateret: 15. august 2023

Kontakt

Borgmester

Telefon: 50 58 25 26

E-mail: borgmesteren@greve.dk