Gå til hovedindhold

Greve Kommune sikrer retfærdig løn til sosu-elever

Otte sosu-elever på elevløn bliver opgraderet til løn for voksenelever.

06. sep. 2022

Indhold

    Emma Karin Holmsted James og Michelle Alstrup er nogle af de sosu-elever i Greve Kommune, som nu får løn som voksenelever. Greve Kommune har alle rettigheder til billedet, og det kan frit bruges i forbindelse med formidling af teksten.

    Otte SOSU-elever i Greve Kommune skulle egentlig kun have elevløn, men nu får de alligevel en højere løn som voksenelever. Greve Kommune har nemlig valgt at spæde til elevlønnen, så de otte elever får det samme som deres kollegaer, der er ansat som voksenelever efter en nyere ordning.

    Det er vigtigt for Liselott Blixt, formand for Social, Sundheds- og Psykiatriudvalget, at SOSU-eleverne får en retfærdig løn:

    "Det her handler om, at nogle elever er ansat før den nyeste trepartsforhandling om løn, mens andre er ansat efter. De laver altså det samme, men får forskellig løn. Det er ikke retfærdigt, og derfor har vi valgt at give et tilskud til elevlønnen, så den bliver ens for alle," siger hun.

    Trepartsaftalen har forpligtet alle kommuner til, at SOSU-elever over 25 år skal ansættes som voksenelever, hvilket betyder højere løn end den traditionelle elevløn.

    Trepartsaftalen gælder dog kun for elever, der begyndte uddannelsen den 1. juli 2021, og det har altså ramt otte SOSU-elever i Greve Kommune, fordi de begyndte deres uddannelse få måneder før skæringsdatoen.

    Kommunerne får penge til at opgradere elevlønnen til voksenelevløn for de elever, som er ansat efter den 1. juli, men Greve Kommune har valgt at betale for de otte SOSU-elever af kommunens kasse.

    Sidst opdateret: 12. januar 2023

    Kontakt

    Center for Sundhed og Pleje

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Send Digital Post (kræver MitID)