Kontakt
Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Greve Kommune inviterer til juletræstænding søndag den 20. november. Arrangementet starter i Greve Midtby Center og slutter foran Greve Rådhus.
Sådan så det ud sidste år, da borgmesteren tændte juletræet sammen med vinderen af tegnekonkurrencen.
Nu er det igen blevet tid til at tænde det store juletræ foran rådhuset. Alle store og små borgere er inviteret til arrangementet, der både byder på musik, hygge og en gratis slikpose til alle fremmødte børn.
”Juletræstændingen er et af årets højdepunkter i kommunen. Der er en helt speciel stemning, og alle er i fantastisk humør. Derfor glæder jeg mig også meget til at tænde træet og sætte gang i julen her i Greve”, siger borgmester Pernille Beckmann.
Traditionen tro vil et heldigt barn få mulighed for at komme op i liften med borgmesteren og tænde det store træ. Det kræver blot, at barnet tegner det bedste ved julen, skriver tydeligt navn på tegningen og putter tegningen i den store julekasse, som står ved indgangen til rådhuset på dagen.
Det er også muligt at aflevere tegningen inden arrangementet. Fra den 7. november står den store julekasse nemlig i Borgerservice, ligesom Greve Midtby Center også sætter en julekasse på centertorvet foran Kop & Kande.
”Det er en rigtig hyggelig tradition og ikke mindst en sjov oplevelse at komme op i liften. Jeg håber, at der igen i år er en masse børn, som har lyst til at deltage i konkurrencen om at tænde juletræet sammen med mig”, afslutter borgmester Pernille Beckmann.
Kl. 14.45: Det Danske Ungdoms Brass Band spiller julen ind i Greve Midtby Center
Kl. 15.25: Greve Pigegarde tager over, mens nisser deler gaver ud til de fremmødte børn.
Kl. 15.45: Greve Pigegarde leder optog fra Greve Midtby Center til Greve Rådhus.
Kl. 16.00 til 17.00: Borgmester holder tale, trækker vinder af tegnekonkurrence og tænder juletræ. Efterfølgende får børnene gratis slikposer.
Greve Kommune slukker lysene på juletræet igen efter juletræstændingen. Det sker for at markere, at det er vigtigt at spare på strømmen.