Politikere er kritiske over for havvindmøller i Køge Bugt
Byråd besluttede at sende kritisk høringssvar til Energistyrelsen, som vil lave havvindmøllepark ved Aflandshage ud for Greves kyst.

Udsigten fra Greves kyst uden vindmøller i horisonten.
I går aftes besluttede byrådet at sende et kritisk høringssvar til Energistyrelsen angående havvindmøller. Energistyrelsen ønsker at sætte 26 - 45 havvindmøller op på Aflandshage i Køge Bugt. Havvindmøllerne bliver op til 220 meter høje og skal ligge cirka 20 kilometer ud for Greve Kyst.
For store vindmøller
Men møllerne er for store og står for tæt på kysten i Greve, mener byrådet. De sender derfor et kritisk høringssvar til Energistyrelsen.
"Vi har fuld forståelse for, at alle ønsker mere vindenergi, men vi kan ikke bakke op om en havvindmøllepark så tæt på en kyst og en strand, som er meget vigtig for borgerne i Greve Kommune", siger Hans-Jørgen Kirstein, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Mange projekter i Øresund
Byrådet påpeger, at der er planer om både Lynetteholmen, flere vindmøller og flere andre projekter i Øresund, og det kan betyde noget for havmiljøet og badeforhold i Køge Bugt.
"Vi vil ganske enkelt ikke acceptere at bugt og strand bliver forurenet, fordi der er store planer om anlæg i Øresund. Derfor vil vi nødig have en havvindmøllepark, og hvis vi ikke kan undgå det, skal miljøet som minimum sikres med et stenrev", siger udvalgsformanden.
Lys fra vindmøller
Byrådet er også kritiske over for lys og blink fra vindmøllerne, som kan ses i skumring og mørke.
Energistyrelsen har sendt miljøkonsekvensrapporten for Aflandshage Vindmøllepark i offentlig høring frem til 20. februar.