Byråd godkender ny plan for spildevand
Greve Byråd har godkendt Spildevandsplan 2023-2031, som har fokus på klimatilpasning og bedre vandkvalitet.
Politikerne i Greve Byråd har netop godkendt Spildevandsplan 2023-2031 efter en høringsperiode på otte uger. Spildevandsplanen indeholder en række initiativer, som skal hjælpe med at håndtere de øgede mængder af spildevand og regnvand som følge af klimaforandringer og sikre badevandskvaliteten i Køge Bugt.
Mosede Renseanlæg
Et af initiativerne handler om Mosede Renseanlæg, som skal renoveres og udbygges for at blive klar til fremtidige klimaforandringer. Det vil betyde, at det kan klare større vandmængder, hvilket vil forbedre havmiljøet og badevandet i bugten.
"Badevandet har stor betydning i kommunen, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at det har en god kvalitet. Lige nu har vandet en fin kvalitet, som svarer til blå flag. Men vi kan gøre endnu mere for at forbedre kvaliteten, og det er jeg glad for, at spildevandsplanen har fokus på", siger formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein.
Tilbud til Tuneborgere
I spildevandsplanen er der givet mulighed for, at grundejere i de fælleskloakerede områder i Tune fremover selv kan håndtere deres regnvand mod en økonomisk kompensation.
"Der kan nemt komme spildevand i vandløb og Køge Bugt, når det regner kraftigt i de fælleskloakerede områder. Derfor får borgerne i de områder nu et tilbud om selv at håndtere regnvandet, så det siver ned lokalt og ikke belaster spildevandssystemet. Det vil afhjælpe problemet og samtidig give mere grundvand, som er en mangelvare i Greve Kommune", siger formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein.
Spildevandsplan 2023-2031 og de mange initiativer kan læses på Greve Kommunes hjemmeside.