Gå til hovedindhold

Byråd skærper kampen mod parallelsamfund

Greve Kommune stiller nye skærpede krav til lejere, der gerne vil have en ledig lejlighed i Askerød eller Gersagerparken. Kravene handler blandt andet om arbejde, uddannelse og statsborgerskab.

Dronefoto af Askerød-kvarteret

Byrådet arbejder på at få boligområdet Askerød af listen med områder med parallelsamfund.

  • Tegnsprog

Indhold

    Boligområderne Askerød og Gersagerparken skal væk fra regeringens lister over områder med parallelsamfund eller bekymring for parallelsamfund. Derfor har byrådet besluttet, at Greve Kommune selv skal stå for at udleje ledige lejligheder i områderne. Samtidig har byrådet vedtaget, hvad nye lejere skal leve op til for at komme i betragtning til en ledig lejlighed.

    "I byrådet arbejder vi for, at alle vores boligområder skal være bæredygtige - også når det gælder den sociale sammensætning. Derfor sørger vi nu for, at nye beboere kan bidrage positivt til lokalsamfundene," siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget Marc Genning.

    Kommunen overtager boliganvisning

    Lige nu er det boligselskaberne, der udlejer alle boliger i Askerød og Gersagerparken, og det sker efter kriterier, der er aftalt med Greve Kommune. Fremover bliver det Greve Kommune, der har den såkaldte anvisningsret til, hvem der må leje en ledig lejlighed. Samtidig træder byrådets nye skærpede kriterier for, hvem der må flytte ind, i kraft.

    "Kriterierne er aftalt med boligselskaberne, og de er fair og ens for alle. De skal sørge for, at vi vender udviklingen, så områderne bliver en del af det almindelige danske samfund fremfor et parallelsamfund", siger Marc Genning.

    I job eller uddannelse

    Kriterierne handler om de udfordringer, der har gjort, at de to boligområder er kommet på regeringens lister. De handler blandt andet om, at nye indflyttere skal være i arbejde eller uddannelse, have en ren straffeattest og et statsborgerskab i EU-området.

    Byrådet har også besluttet at sende et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet for at sikre sig, at de skærpede kriterier ikke kan omgås via fremleje.

    To boligområder på lister

    Lige nu er Askerød på regeringens liste over parallelsamfund, mens Gersagerparken er på listen over forebyggelsesboligområder. Hvis et boligområde er på listen over parallelsamfund i flere år, kan området bliver tvunget til at rive boliger ned eller på andre måder omdanne boligområdet.

    Sidst opdateret: 23. oktober 2023

    Kontakt

    Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97