Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Greve Kommune vil snart tilbyde direkte genbrug af indbo, så borgere frit kan afhente gode ting, som andre borgere har afleveret.
Fra november bliver det muligt at hente brugt indbo indendørs i en bygning på MiljøCenter Greve.
Hent en lampe, en stol eller måske noget køkkengrej på genbrugsstationen i stedet for at købe nyt. Det bliver en mulighed på MiljøCenter Greve i løbet af november.
Formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein, anbefaler direkte genbrug, fordi det er godt for giveren, modtageren og klimaet:
"I byrådet vil vi gøre det let for alle borgere at leve mere bæredygtigt. Her er direkte genbrug vigtigt, fordi det betyder, at der skal produceres mindre og dermed bliver der udledt mindre CO2. Desuden er det tilfredsstillende for både giver og modtager, når gode ting kan gå i arv, siger han.
Det direkte genbrug for indbo bliver placeret i en bygning på MiljøCenter Greve. Bygningen bliver indrettet til direkte genbrug, og fra november vil det blive muligt at hente indbo kvit og frit.
Direkte genbrug kræver øget bemanding til at sortere indholdet og holde området ryddeligt. Derfor vil gebyrerne også stige. For husstande bliver gebyret forhøjet med 109 kroner om året.