Gå til hovedindhold

Invitation: Få indflydelse på fremtidens velfærd

Greve Kommune inviterer nu borgerne til at deltage i en borgersamling om, hvordan fremtidens velfærd skal være.

  • Tegnsprog

Indhold

    Efter nytår inviterer Greve Kommune alle borgere, der er fyldt 16 år, til at deltage i en borgersamling, hvor de sammen skal drøfte og give anbefalinger til, hvordan fremtidens velfærd skal være. 

    “Borgerne sidder derude med rigtig meget brugbar viden, som vi med fordel kan få gavn af i det politiske arbejde. Det oplevede vi blandt andet sidste år, hvor vores klimaborgersamling overrakte en række gode anbefalinger til byrådet, som vi fortsat arbejder med. Derfor håber jeg, at der også er mange borgere, som har lyst til at komme med gode input til, hvordan vi skaber fremtidens velfærd”, siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning.

    Velfærdsborgersamlingen kommer til at bestå af 36 borgere, som bliver udvalgt ved lodtrækning blandt alle interesserede. Lodtrækningen tager højde for, at deltagerne skal afspejle mangfoldigheden i Greve Kommunes geografi, uddannelse, alder og køn.

    Arbejdet i borgersamlingen bliver en blanding af ekspertoplæg og samtaler, som bliver ledet af et eksternt firma. Møderne foregår både hverdage efter almindelig arbejdstid og på lørdage. Borgersamlingen udarbejder til sidst en række anbefalinger, som byrådet får overrakt til byrådsmødet i juni.

    Invitationen til at deltage i velfærdsborgersamlingen bliver sendt med digital post lige efter nytår, og interesserede skal melde sig senest 17. januar. Alle interesserede får direkte svar om, hvorvidt de er udtrukket til at deltage i borgersamlingen.

    Velfærdsborgersamlingen blev besluttet af partierne bag budgetforliget og er en konsekvens af byrådets vision om aktiv borgerinddragelse.

    Sidst opdateret: 21. december 2023

    Kontakt

    Center for Økonomi & HR

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97