Gå til hovedindhold

Invitation: Greve Kommune indvier nyt sundhedshus

Greve Kommune har fået et nyt sundhedshus, som har plads til flere forskellige sundhedstilbud. Sundhedshuset bliver indviet tirsdag den 21. november, og alle borgere er inviteret.

Det nye sundhedshus ligger i det gamle Greve Videnscenter.

Indhold

    Et nyindrettet og moderne sundhedshus i Greve er klar til at blive taget i brug. Derfor inviterer Greve Kommune alle borgere med til indvielse af Sundhedshuset, hvor der blandt andet vil være rundvisning, kaffe, kage og tale af borgmester Pernille Beckmann. 

    ”I byrådet har vi en vision om at have hele mennesket i fokus. Derfor er jeg glad for, at vi med Sundhedshuset kommer til at kunne tilbyde borgerne behandling for en fysisk eller psykisk sygdom samtidig med, at vi også kan tilbyde støtte til at leve et sundt og aktivt liv. Jeg glæder mig over, at vi nu kan indvie Sundhedshuset, og jeg håber, at der er mange, som har lyst til at være med til indvielsen og til at se lokalerne”, siger borgmester Pernille Beckmann. 

    Sundhedshuset rummer blandt andet kommunens lokale tilbud som for eksempel Greve Rusmiddelcenter, Omega, Sundhedsplejen, Klinik for overvægtige børn, Træningsenheden, Greve Familiecenter og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Desuden er der plads til en hjemmepleje- eller sygeplejeenhed, og på længere sigt kommer huset også til at rumme en stor lægeklinik med tre til fire praktiserende læger og alt deres klinikpersonale.  

    Det nye sundhedshus fik navnet Sundhedshuset i en navngivningskonkurrence på kommunens facebookside. Sundhedshuset bliver indviet den 21. november ved Hundige Allé 11. 

    Program 

    Kl. 15.00 – Velkomst og tale ved Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann 

    Kl. 15.20 – Rundvisning i de nye lokaler 

    Kl. 16.00 - Kaffe og kage 

    Kl. 16.30 – Afslutning 

    Sidst opdateret: 20. november 2023