Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Byrådet har besluttet at afsætte penge til en række mindre renoveringer og genopretninger i kommunens bygninger. Pengene går blandt andet til, at elevatorer kører, som de skal, og til at indeklimaet bliver bedre i flere bygninger.
Trappetårnene på Nældebjerg skal renoveres fordi der er problemer med indsivende vand omkring fundamentet.
Byrådet har besluttet at afsætte ti millioner kroner til at reparere og genoprette kommunens bygninger i løbet af 2023. Pengene skal bruges på stort og småt, og det kan ses i byrådets beslutning, hvor projekterne spænder vidt:
En ny elevator på Hedelyskolen koster en kvart million kroner. Reparation af elevatorer på Nældebjergplejecenter og Strandcentret koster flere hundrede tusinde kroner. Automatiske anlæg til godt indeklima og andre tekniske installationer til varme og ventilation koster over to millioner kroner at renovere og udskifte.
"Når man selv har et hus, ved man godt, at der løbende skal investeres, for at huset er tæt og godt. Sådan er det selvfølgelig også i de kommunale bygninger, hvor børn og voksne bruger mange timer hver dag. Derfor har vi en genopretningspulje til de mange mindre opgaver, som løbende opstår", siger Hans-Jørgen Kirstein, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Genopretningspuljen er lige nu på lidt over 15 millioner kroner, og mandag besluttede byrådet at bruge de ti millioner på projekter i 2023. Derudover har byrådet besluttet at bruge en million kroner fra puljen til midlertidige vuggestuepladser på Damagerskolen fra næste sommer.
Desuden valgte politikerne at bruge nogle af pengene på foranalyser, sådan at kommunen allerede nu kan forberede projekter, som skal laves til næste år.