Gå til hovedindhold

Kortere åbningstid på bibliotek efter hærværk

Greve Bibliotek er ikke længere åbent for selvbetjening i aftentimerne. Lørdag eftermiddag og om søndagen.

Piratskib på Greve Bibliotek
  • Tegnsprog

Indhold

    Greves Kommunes hovedbibliotek i Hundige lukker ned for den selvbetjente åbningstid i aftentimerne og om søndagen. Det har byrådet besluttet, efter flere tilfælde af hærværk og problemer med utryghed og rod i den såkaldte selvbetjente åbningstid, hvor lånerne selv kan lukke sig ind for at låne og aflevere bøger.

    Få lånere ødelægger det for alle

    Beslutningen ærgrer formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Anne Marie Lyduch:

    “Greve Bibliotek burde være en skøn oase, hvor man trygt kan låne og aflevere bøger. Men desværre er der nogle lånere, der skaber utryghed og ødelægger de fælles værdier på biblioteket. Derfor må vi nu lukke ned for dele af den selvbetjente åbningstid, indtil vi har fundet en bedre løsning”, siger hun.

    Bøger kastet rundt

    På biblioteket har der blandt andet været problemer med at nogle løber rundt, kaster med sakse og spytter på gulvet. Bøger er også blevet kastet rundt, og der har været smidt affald, mad og drikke på gulvene. Desuden finder bibliotekarerne alt fra nikotinposer og puffbars til lattergas og piller i børnebiblioteket.

    Biblioteket har videoovervågning, og indtil nu har konsekvenserne været samtaler, karantæne og politianmeldelser, men det har ikke hjulpet. Derfor lukker biblioteket nu for en stor del af den selvbetjente åbningstid, indtil 31. marts 2024, og imens arbejder Greve Kommune på at finde en bedre løsning.

    Tal fra biblioteket viser, at der fra august til oktober var 16.265 besøg og der blev lånt 26.525 bøger i den selvbetjente åbningstid.

    Fremover vil den selvbetjente åbningstid være mandag til lørdag kl. 7-10.

    Sidst opdateret: 12. december 2023

    Kontakt

    Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97