Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Borgere, virksomheder og kommune er i gang med at indrette hverdagen mere klimavenligt.
Fjernvarme, klimavenlige haver og foreninger, som gør en indsats for at være bæredygtige, betyder, at Greve Kommune er på vej mod en grønnere hverdag. Det fremgår af den første afrapportering om kommunens klimahandlingsplan, der blev fremlagt for byrådet mandag aften.
Klimahandlingsplanen blev vedtaget i maj i år, og målet er, at CO2-udledningen skal reduceres markant de kommende år med 49 % i 2025 og 75 % i 2030.
Formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein er glad for, at omstillingen nu er i gang:
"I byrådet ønsker vi at skabe gode rammer for en klimavenlig hverdag, så borgere og erhvervsliv bliver inspireret og får mod på at gå i gang. Vi laver ikke revolution fra den ene dag til den anden, men vi arbejder aktivt og ihærdigt frem mod målet", siger han.
I afrapporteringen til byrådet bliver det blandt andet fremhævet, at Greve Kommune er nået langt med at tilbyde fjernvarme til kommunens landsbyer.
Desuden har mange borgere deltaget i arrangementer med fokus på, hvad man selv kan gøre for at have og hus kan klare store regnmængder og måske endda bruge regnvandet godt.
Og så har der været stor interesse for kommunens nye grønne fællesskabspris, som bliver givet til en forening, der gør en særlig indsats for at arbejde klimaneutralt.
Der er mange forskellige emner i klimahandlingsplanen, og i det kommende år vil Greve Kommune blandt andet sætte fokus på, hvad en klimavenlig hverdag kan indeholde. Det skal for eksempel være mere attraktivt at skifte fra bil og til cykel eller køre sammen i én bil fremfor i hver sin bil.
Desuden skal alle bruge mindre energi - både i hjemmene og i kommunens bygninger.
"I Greve Kommune fortsætter vi med at udskifte til LED belysning, vi sparer på energien og arbejder med bæredygtighed i kommunens bygninger. Jeg stoler på, at borgerne også er klimabevidste i deres valg og hverdag, så vi sammen kan nå målet", siger Hans-Jørgen Kirstein.
Greve Kommunes klimahandlingsplan er lavet på baggrund af input fra kommunens klimaborgersamling, hvor 36 repræsentativt udvalgte borgere mødtes flere gange for at arbejde med deres bud på temaer og løsninger.