Gå til hovedindhold

Stop Spild Lokalt Greve vinder grøn pris

Greve Kommunes Den Grønne Fællesskabspris går til foreningen Stop Spild Lokalt Greve, som kæmper mod madspild.

René Kloe, Hans-Jørgen Kirstein, Agnete Garner, Jan Kloe, Hussain Fodeh, Bente Holst Hansen og Katja Holst-Elvekjær

Stop Spild Lokalt Greve fik prisen overrakt af formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein - Fra venstre mod højre: René Kloe, Hans-Jørgen Kirstein, Agnete Garner, Jan Kloe, Hussain Fodeh, Bente Holst Hansen og Katja Holst-Elvekjær.

Indhold

    Fire foreninger var nominerede til Greve Kommunes Den Grønne Fællesskabspris, men det var Stop Spild Lokalt Greve, der løb med prisen og en check på 5.000 kroner. Prisen blev overrakt af formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein, til Frivillig Fredag i Greve Borgerhus, som blev arrangeret af FrivilligCenter Greve.

    "I Greve Kommune er vi privilegerede, fordi så mange mennesker og foreninger gør en stor indsats for andre. Derfor var der også virkeligt stærke kandidater til at vinde Den Grønne Fællesskabspris. Vi har dog kun én pris, og den er fuldt fortjent gået til Stop Spild Lokalt Greve, som yder en kæmpe indsats for at redde overskudsmad", siger Hans-Jørgen Kirstein.

    Stop Spild Lokalt Greve blev dannet i 2019, og har sidenhen vokset sig større og større. I dag består foreningen af 55 lokale frivillige, som kører ud til 17 butikker for at hente overskudsmad og efterfølgende gøre det klar i kasser. De redder omkring 75 til 80 tons overskudsmad om året, som de deler gratis ud til dem, der ikke har så mange penge at gøre godt med.

    "Det er fedt at gøre en mærkbar forskel for andre og samtidig gøre noget godt for klimaet. Pengene skal selvfølgelig gå til en fest for alle vores frivillige. Det fortjener de", siger Agnete Garner, som er daglig leder i Stop Spild Lokalt Greve.

    Udover Stop Spild Lokalt Greve var også Gospelkoret Grace, Sejlklubben Køge Bugt og Ældresagen nominerede, fordi de hver især gør noget godt for klimaet. Det var dog Stop Spild Lokalt Greve, som med 272 stemmer på kommunens facebookside løb med hæderen.

    Fakta

    • Den Grønne Fællesskabspris har til formål at inspirere sociale foreninger og idrætsforeninger til at tænke klimaaftryk ind i deres aktiviteter. Greve Kommunes Idræts- og Fritidssekretariat og FrivilligCenter Greve kan hjælpe foreninger med at komme i gang med klimavenlige tiltag.

    • Alle foreninger kan indstilles til Den Grønne Fællesskabspris, og de nominerede foreninger repræsenterede forskellige grene af kultur- og fritidslivet. Der var både foreninger, hvor den grønne omstilling er foreningens kerneformål, og foreninger hvor det er tænkt ind i måden, de bliver drevet på.

    • FN's klimapanel anslår, at det globale fødevaresystem står for omkring 30 procent af de samlede globale drivhusgasudledninger, og at omkring 35 procent af fødevareproduktionen ender som madspild.

    Sidst opdateret: 6. oktober 2023

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Send Digital Post (kræver MitID)