Gå til hovedindhold

Bekendtgørelse om endelig vedtagelse af Lokalplan nr. 12.51 - Daginstitution ved Greve Borgerhus i Greve

Plan- og Tryghedsudvalget har den 13. august 2024 vedtaget ovennævnte lokalplan endeligt

Oversigtsbillede af området for Lokalplan nr. 12.51 for Daginstitution ved Greve Borgerhus i Greve
  • Tegnsprog

Plan- og Tryghedsudvalget har den 13. august 2024 vedtaget ovennævnte lokalplan endeligt. Lokalplanen indberettes endeligt til Plandata.dk med ikrafttrædelsesdato den 28.august 2024.

Lokalplanområdet

Lokalplanområdet omfatter del af matr.nr. 38f, Greve By, Greve. Området er beliggende vest for Greve Borgerhus, og får vejadgang via Greveager.

Lokalplanens intention

Greve Kommunens intention er at skabe gode rammer for vuggestue- og børnehavebørn, forældre og institutionens ansatte.
Ambition er at skabe et byggeri, som naturligt tilpasser sig sine omgivelser, herunder samspil med Greve Borgerhus (parkering og funktioner).
Det er ønsket, at daginstitutionen både skal være et godt og trygt sted for børnene samt en god og effektiv arbejdsplads.
For at give den bedste placering på grunden, giver udbuddet mulighed for, at det samlede byggeri kan opføres med stor variation, forskellige bygningshøjder og facadespring, der giver børn og ansatte mulighed for udsigt til de eksisterende trærækker mod vest og nord, og de fælles friarealer rundt omkring den kommende daginstitution.
Daginstitutionen ønskes opført i træ i maks. 2 etager, som en ”u- formet” bebyggelse, med et samlet etageareal på ca. 1500 m2. Max. højden for byggeriet er 10.5 m fra naturligt terræn.
De to beplantningsbælter mod vest/ Håndværkerbyen og nord/ mod materielgård skal bevares, og skal fremstå tæt og sammenhængende uden huller.
Legepladsen til daginstitutionen skal have et varieret udbud af zoner til leg og bevægelse til både vuggestue- og børnehavebørn.
Det er planen at daginstitutionen skal stå færdig i marts 2026.

Miljøvurdering

 Der er i forbindelse med udarbejdelse af forslag til Lokalplan nr. 12.51 foretaget en screening af lokalplanforslagets forventede miljøpåvirkning af omgivelserne.
Kommunen vurderer, at påvirkningerne på de miljømæssige forhold ikke er så væsentlige, at de kræver miljøvurdering efter lov om miljøvurdering af planer og programmer. Der foretages derfor ingen egentlig miljøvurdering.
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelse.
Klagen skal oprettes via klageportalen og indsendes til kommunen. De nærmere regler for indgivelse af klage kan ses på Nævnenes Hus

Ændringer i forhold til lokalplansforslaget

Der kom 5 høringssvar i løbet af høringsperioden, som afstedkom flere mindre ændringer af den endelige vedtagne lokalplan.

Retsvirkning

Efter denne offentliggørelse af lokalplanen må der, i henhold til planlovens § 18, ikke retligt eller faktisk etableres forhold, som er i strid med lokalplanens bestemmelser, men mindre der meddeles dispensation i henhold til § 19.
Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om, at der skal etableres de bygningsanlæg, som er fastlagt i lokalplanen, men når det bygges og anlægges skal det ske i overensstemmelse med lokalplanen. 
Eksisterende lovlig anvendelse af ejendommene kan forsætte som hidtil.

Klagevejledning

Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3 for så vidt angår retlige spørgsmål. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelse, dvs. inden den 25. september 2024. 
Klagen skal oprettes via klageportalen. De nærmere regler for indgivelse af klage kan ses på Nævnenes Hus  under ”Start din klage”, ”Miljø og Energi”, ”Planklagenævnet".
Evt. retssag vedrørende planen skal anlægges inden 6 måneder fra denne offentlige bekendtgørelse, dvs. inden den 28. februar 2025, jfr. planlovens § 62, stk. 1

Yderligere oplysninger

Lokalplan nr. 12.51- Daginstitution ved Greve Borgerhus i Greve kan ses på Lokalplanportalen på Greve Kommunes hjemmeside.

 Plan- og Tryghedsudvalget

Sidst opdateret: 28. august 2024

Kontakt

Planlægger

Rådhusholmen 10
2670 Greve