Gå til hovedindhold

Højere støjvolde og lavere hastighed på motorvejen

Greve Kommune samarbejder med andre kommuner for at nedbringe støjen fra motorvejen.

  • Tegnsprog

Indhold

    Højere og bedre støjvolde samt lavere hastighed på motorvejen, vil betyde, at borgerne i Greve Kommune kan få mere ro og mindre støj. Derfor prioriterer Greve Kommune præcis de to indsatser. Det fremgår af en status for opfølgning af Greve Kommunes støjhandlingsplan, som blev drøftet på seneste byrådsmøde. 

     

    Kampen mod støj 

    Marc Genning er formand for Plan- og Tryghedsudvalget, der har haft støjhandleplanen som arbejdsområde, og han understreger, at støjen har høj prioritet: 

    “Vi har vedtaget en ambitiøs støjhandlingsplan, som vi nu følger tæt.  Vi har blandt andet meldt os ind i Silent City, hvor vi sammen med de øvrige kommuner langs Køge Bugt-motorvejen kan presse på for at få sat hastigheden ned. Og vi er i dialog med Vejdirektoratet om at sikre sammenhæng mellem statens planer for støjskærme og kommunens planer om højere støjvolde langs motorvejen”, fortæller han. 

     

    En kvart million 

    I kommunens Klima-, Teknik- og Miljøudvalg har formand Hans-Jørgen Kirstein også fokus på arbejdet mod støj: 

    “Vi har afsat en kvart million kroner til en forundersøgelse af højere støjvolde. De penge er klar, og vi vil i dialog med Vejdirektoratet sikre, at forundersøgelsen i videst muligt omfang tænkes sammen med deres arbejde med at nedbringe støjen fra motorvejen”, siger han. 

     

    16 kommuner samarbejder 

    Arbejdet mod støj har været i gang i flere år. Først nedsatte byrådet et Støjråd med lokale politikere, borgere og eksperter i støj. Rådet lavede et forslag til støjhandlingsplan med en række anbefalinger, som byrådet vedtog i december 2023. 

    Allerede i januar meldte Greve Kommune sig ind i samarbejdet Silent City, hvor 16 kommuner og Region Hovedstaden arbejder sammen for at få hastigheden på motorvejen sat ned og i det hele taget få politisk fokus på behovet for at bekæmpe trafikstøj. 

     

    Dialog med Vejdirektoratet om støjvolde 

     

    I april mødtes Greve Kommune og Vejdirektoratet første gang for at drøfte kommunens støjhandlingsplan. De drøftede blandt andet mulighederne for at tænke statens støjhandlingsplan, der fokuserer på støjskærme, sammen med kommunens planer om forhøjelse af de eksisterende støjvolde. 

    I juli kom Vejdirektoratets støjhandlingsplan, hvor tre projekter i Greve Kommune er blandt de projekter, som kæmper om at være med i statens endelige prioritering af indsatsen mod støj de kommende år.  

    Sidst opdateret: 5. september 2024

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97