Lokalplan på plads: Nu kan daginstitution ved Greve Borgerhus blive bygget
En ny lokalplan baner vejen for byggeriet af en moderne og bæredygtig daginstitution ved Greve Borgerhus.
Byggeriet af en ny daginstitution ved Greve Borgerhus med plads til 150 vuggestue- og børnehavebørn passerede for nylig en milepæl, da Plan- og Tryghedsudvalget i Greve Kommune gav grønt lys til en ny lokalplan for området. Dermed kan JJ Tømrer & Snedker A/S begynde at bygge en moderne og bæredygtig daginstitution, hvor børn og medarbejdere kan have en god og tryg hverdag.
Bæredygtigt byggeri
Den nye lokalplan er blandt andet med til at sikre, at den omkring 2.000 kvadratmeter store daginstitution bliver opført med omtanke for klimaet og lokalområdet. Institutionens facader og gavle skal nemlig bygges i træ, og bygningen skal harmonere med områdets karakter og grønne kvaliteter.
”Jeg er stolt af, at vi har vedtaget en lokalplan, som sætter fokus på fremtidens bæredygtige byggeri, samtidig med at vi skaber optimale rammer for børn og medarbejdere. Det er en vigtig investering i vores lokalsamfund, som taler ind i byrådets vision om at bygge med respekt for naturen og klimaet til glæde for fællesskabet”, siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning.
Gode adgangsforhold og parkering
Lokalplanen stiller også krav til, at adgangen til den nye daginstitution bliver nem og bekvem med vej- og stiadgang fra Greveager. Derudover skal der anlægges minimum 32 parkeringspladser, der også kan benyttes af borgerhusets brugere, når de ikke er optaget af daginstitutionens brugere.
”Det er naturligvis vigtigt, at der er nok parkeringspladser og nem adgang til daginstitutionen og borgerhuset, så det bliver en god oplevelse for alle brugere at komme til og fra de to bygninger”, tilføjer udvalgsformand Marc Genning.
Den nye daginstitution åbner efter planen i maj 2026.