Gå til hovedindhold

Ny lokalplan beskytter Børnenes Jord

Der skal ikke længere være mulighed for at bygge pensionistboliger på Børnenes Jord i Karlslunde Landsby. Det sikrer en ny lokalplan.

Indhold

    I mange år har legepladsen og boldbanen på Børnenes Jord i Karlslunde Landsby været et samlingspunkt i byen. 

    Sådan vil det også været fremover, for byrådet har vedtaget en ny lokalplan for området, hvor der står at det fremover skal være et rekreativt område.  

    Fleksibel lokalplan

    Formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning, er glad for, at Børnenes Jord bliver bevaret og han fremhæver det gode samarbejde med områdets grundejerforening: 

    “Grundejerforeningen Mølletoften har anlagt legepladsen, og dens medlemmer sørger også for at passe området til alles store tilfredshed. Det vil vi gerne bakke op om, og derfor sikrer vi nu, at alt forbliver, sådan som det er i dag, eller måske endda bliver lidt bedre. Lokalplanen er nemlig fleksibel, sådan at det også er muligt at indrette Børnenes jord endnu bedre”, siger han. 

    Børnenes jord

    I en tidligere lokalplan fra 1979 var det ubebyggede område udlagt til pensionistboliger, men grundejerforeningen søgte dispensation hos kommunen til at anlægge boldbane og legeplads samt stille borde og bænke op. 

    Det er den dispensation, der nu bliver permanent i form af en ny lokalplan. 

    Børnenes Jord er 3900 kvadratmeter, der ligger tæt på gadekæret i Karlslunde Landsby, og området bliver blandt andet brugt til landsbyens årlige fælles sankthansbål. 

    Sidst opdateret: 27. juni 2024

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Send Digital Post (kræver MitID)