Visionsplan for Strandparken i høring
Udkast til ny anlægslov for Køge Bugt Strandpark giver flere muligheder for udvikling.
Køge Bugt Strandpark har brug for modernisering, og nu har regeringen lavet et udkast til en anlægslov for hele området.
Kun få indvendinger
Anlægsloven for modernisering af Køge Bugt Strandpark er i høring, og i Greve Kommune er byrådet tilfredse med de mange udviklingsmuligheder og har kun få indvendinger:
“Vi er glade for, at anlægsloven afspejler mange af vores visioner for udvikling af Strandparken. Samtidig foreslår vi, at loven bliver blødet op, sådan at vi selv får lov til at beslutte flere af de helt konkrete detaljer”, siger Marc Genning, formand for Plan- og Tryghedsudvalget.
Flere rekreative muligheder
Udkastet til anlægsloven skal understøtte borgernes rekreative muligheder ved for eksempel at give mulighed for at etablere flere toiletter, sauna, bad og omklædning for vinterbadere, maritime butikker og café, foreningsrum, lokaler til søsport og grejbank og meget mere.
Marc Genning understreger, at der kan være langt fra anlægslov og til konkrete byggerier:
“Når loven er vedtaget, kan vi arbejde videre med lokalplanerne, der skal gå forud for de konkrete projekter. Det er et langsigtet arbejde, så jeg er godt tilfreds med, at vi nu er i gang”, siger han.
Greve Kommune afleverer nu sit høringssvar, ligesom alle andre høringsberettigede kan gøre. Derefter skal anlægsloven behandles i folketinget.
Køge Bugt Strandpark
Kommunerne bag Køge Bugt Strandpark er Ishøj Kommune, Vallensbæk Kommune, Brøndby Kommune, Hvidovre Kommune og Greve Kommune.